Stu Sutcliffe in memoriam

I dag er det 50 år siden den første (og sidste virkelige) femte beatle døde i Hamburg. Af en hjerneblødning, 21 år gammel. Stuart Sutcliffe var som bekendt blevet i Hamburg, da de andre beatler rejste tilbage efter det første lange ophold. Han var blevet kæreste med The Beatles’ første (og sidste) stylist, Astrid Kirchherr, og var ved at videreuddanne sig på et privat billedakademi i hansestaden.

The Beatles ankom til Hamburg 11. april 1962 for igen at spille for luddere, sømænd og lommetyve nonstop. De spurgte til Stu og fik et svar, der brutalt mindede dem om deres egen dødelighed.

John og Stu var blevet venner på art school i Liverpool. Sutcliffe så godt ud på James Dean-måden og besad et vist, men ikke overvældende talent som non-figurativ maler, men havde ikke meget på den musikalske palet. Et af hans malerier var blevet solgt for den da eksorbitante sum af 65 pund – den gennemsnitlige britiske ufaglærte årsløn var ca. 200 pund. Lennon, som allerede tidligt var god til at overtale og sætte folk i et afhængighedsforhold til sig, fik ham til at investere pengene i en Höfner-basguitar.

Den musikalsk allerede dengang ret kapable og fagligt stolte McCartney bad Sutcliffe om i det mindste på scenen at stå med ryggen til, så det ikke blev for oplagt, at han ikke lød som, men kun lignede en rockmusiker. Meningerne om Sutcliffes instrumentale kompetencer er i øvrigt delte. I 1964 kaldte samme McCartney ham en helvedes god bassist, men renoncerede siden en del på det udsagn. Astrids gamle kæreste, Klaus Voorman, som kom til at spille instrumentet i både Plastic Ono Band og Manfred Mann, lærte de første greb på en basguitar af Sutcliffe, og kaldte ham en af de bedste bassister, han har hørt.

Det blev gradvist mere og mere tydeligt og lydeligt, at han nu var mere opmærksom på pop-art end på popmusik. Som han skrev i et brev: »Min nysgerrighed er stillet – i hvert fald hvad angår rock and roll …«. Et ret korporligt skænderi med Paul udløste hans opsigelse. Forventeligt og vist i virkeligheden ret udramatisk. Paul tog over som bassist. I første omgang fik han lov at låne Stuarts mod at love ikke at vende rækkefølgen på strengene om. Paul er som bekendt venstrehåndet. Da det blev forsommer, havde han købt en ny venstrevendt Höfner, formet som en violin. Ligesom bassisten i Rory Storm & The Hurricanes. Stuart var dog stadig med i kliken. Og var derfor også med på en lytter i Friederich Ebert Halle 22. juni 1961, hvor The Beatles for første gang indspillede professionelt. Ikke alene, men som backing for Tony Sheridan.

John gik ved meddelelsen om Stus død nærmest i chok med både latter og gråd og murede sig mentalt inde. Længe efter Lennons død fremkom Stuarts søster med beskyldninger om, at hjerneblødningen skulle have været et resultat af, at han engang i fuldskab havde slået Stuart ned på åben gade. Paul skulle have overværet det. Det husker han intet om, og tilbage bliver, at The Beatles overholdt deres kontrakt i The Star Club, hvor de for flere og flere tilskuere spillede med en hidtil uhørt nerve og alt-eller-intet desperation – mener nogle at kunne huske …

Et af de numre, de ikke gav, var ‘Love Me Tender’. Den sang plejede Stuart Sutcliffe at synge.

Fotocollage hentet herfra.