Suze Rotolo fik Dylan til at rykke

Suze Rotolo er død, 67 år gammel. I januar 1963 tog hun en frysende, alt for let påklædt Bob Dylan under armen og vandrede ned ad Jones Street i New York lige ind i rockhistorien som del af det nu ikonografiske omslag til Dylans andet album, Freewheelin’ Bob Dylan.

De ligner ikke et par, der lige har været ude i en krise, men det havde de. Rotolo blev kæreste med Dylan, da hun var 17, i 1961. Hun kom fra en venstreradikal, italiensk-amerikansk familie. Dylan sagde selv senere, at han aldrig havde mødt en så sexet kvinde. Man tror ham.

Hun var også klog og belæst. Og, i modsætning til sin kæreste, ingen politisk analfabet. Faktisk lærte Rotolo Dylan den politiske ABC. Det var i de dage, hvor Dylan var ved at slå igennem som selve stemmen bag den vågnende politiske bevidsthed blandt de unge hvide (og sorte) amerikanere efter McCarthy-æraen. Og Rotolo var meget mere end muse. Hun introducerede bl.a. Dylan for Bertolt Brechts songs. Og fortalte ham historier fra det virkelige liv, som han brugte i sine sange. Bl.a. ‘The Death of Emmett Till”.

I sommeren 1962 tog Rotolo til Perugia. For at studere. Og fordi hun måske ikke ønskede så fast et forhold til Dylan. Hvor om alting er, så betød pausen i deres forhold, at Dylan skrev nogle af sine første og største kærlighedssange, ‘Boots of Spanish Leather’ og ‘Don’t Think Twice’ med linjerne “I gave her my heart but she wanted my soul”.

Da Suze vendte hjem til USA ved årsskiftet 62-63, var Bobs berømmelse mangedoblet og han var begyndt at blive ret omsværmet, ligesom han vist ikke selv holdt sig tilbage. De prøvede at holde fast i forholdet, mens Joan Baez ikke nøjedes med at se til. Rotolo blev gravid med Dylan det år, men fik en abort.

Hun lod modstræbende Dylan gå. Hun hverken ville eller kunne konkurrere med hans nye verden.

Istedet skabte Suze Rotolo sin egen, bl.a. som lærer og senere som  særegen billedkunstner. Og hun styrede i det store og hele fri af forsøgene på at gøre hende til et museumsstykke i Dylanologien. Dog fornemmede man i de senere år en trang til, at hun godt ville sætte tingene på plads, fortælle det som hun syntes det var. Bl.a. til Martin Scorcese i dokumentarfilmen No Direction Home.

Hendes erindringer A freewheelin’ time er værd at læse eller genlæse.

Kollega Capac rister også Rotolo en rune.

Coverfoto: Don Hunstein