Sådan skulle en frisk ung mand se ud i 1961. Naboens søn, enhver svigermors drøm, prototypen på en mandlig high school sweetheart. Med andre ord: Bobby Vee, som i dag for 50 år siden for anden uge i træk toppede Billboards Hot 100 med sangen ‘Take Good Care Of My Baby’.
Sangen blev hans første og eneste hitlistetopper i USA. Den er skrevet af Carole King og Jerry Goffin, og lyder umiskendeligt som en tidlig Beatles-ballade for nu på en pæn måde at sige, at John Lennon og Paul McCartney nok nærlyttede den en del, både i Hamburg og Liverpool. Ja, faktisk gav The Beatles nummeret til bedste (med George som forsanger) ved den mislykkede audition for Decca nytårsdag 1962.
Det anede Bobby Vee selvsagt ikke noget om. Han havde travlt med at knibe sig selv i armen og undre sig over, at en helt almindelig fyr fra Fargo, North Dakota pludselig kunne få tøserne i de plisserede nederdele til at dåne.
Vee, som blev født Robert Thomas Velline i 1943, kom med i showbiz på et afbud. Og på en tragisk baggrund. Den februardag i 1959, hvor resterne af det forulykkede fly med Buddy Holly, Big Bopper og Richie Valens blev fundet ved Clear Lake, Iowa, havde Holly & co. haft kurs mod Moorhead, Minnesota. Aftenens koncertarrangør kom til at stå uden band. Ind til femten minutters lokal berømmelse trådte Bobby Vee og hans skolekammerater. De kaldte sig The Shadows (sic!). Og havde æselører i deres Buddy Holly-sangbog.
Koncerten gik så godt, at Velline samme sommer under navnet Vee indspillede singlen ‘Suzy Baby’. Vee havde brug for en pianist, og forsøgte sig på et par job med en ung fyr, der kaldte sig Elston Gunn. Han sagde, at han havde spillet med selveste Conway Twitty. Gunn hed egentlig Robert Zimmerman. I sin bog Krøniker fortæller Dylan med varme og veneration om Bobby Vee, som han ser tilbage på som en broder.
Dylan styrede mod Greenwich Village og verdensberømmelsen. Vee fik kontrakt med Liberty Records og den entreprenante producer Snuff Garrett. Han havde virket som DJ i Buddy Hollys hjemby Lubbock, Texas. Og tog nu sin nye protege med til de studier i Clovis, New Mexico, hvor Norman Petty havde indspillet Hollys hits. Det gav pote. Sange som den gamle Clovers doowop-ballade ‘Devil or Angel’ og Gene Pitneys ‘Rubber Ball’ fik Bobby Vee i Top 10.
Garrett hørte i New York en demo hos sin gode ven, musikforlæggeren Don Kirshner. Han var ikke så vild med hende, der sang, men kunne høre, at melodien passede til hans nye fund fra Fargo. Garrett spurgte Kirshner, om sangen var ledig; underforstået: havde andre indspillet den? Så vidt Kirshner vidste, var den blevet indsunget af Dion (som skulle have været med i flyet “the day the music died”), men han ville vist ikke udsende den.
Den chance tog Garrett gerne, men han syntes, sangen manglede en intro. Hidkaldt blev kvinden, der havde indsunget demoen, og sammen med Garrett fik Carole King den på plads: “My tears are falling, cause you’ve taken her away…”
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
