MIDT I EN BEATTID

Da de ikke længere helt unge Rascals i 1997 blev indlemmet i rockens Hall of Fame, holdt Steve van Zandt talen, så ikke et øje var tørt. Alle i den sal i Cleveland vidste, hvem de var og at de ikke var kommet med på afbud. Samme aften fik de følgeskab i Hall of Fame af Crosby, Stills & Nash, Bee Gees, Joni Mitchell samt Jackson 5. Sådan bare for at antyde niveauet.

28 år tidligere var ikke alle lige klare over, hvem der stod på scenen, da The Rascals gav koncert i København for første og eneste gang. Jo, vi kunne jo se, at det var de samme musikere, som havde givet singlepladen ny mening med pop af den slags, som vi i dag kalder blue eyed soul, men Rascals ville noget andet end tækkes tiden, så de var allerede begyndt at skeje ud i de instrumentale vidtløftigheder, der endte med at opløse bandet.

Man tilgav dem, at det på scenen i Falkoner Teatret lugtede lidt sært af jazz, fordi de stadig gav de sange, som ikke gør det latterligt at kalde dem det amerikanske svar på The Beatles. I helt samme luftlag som The Byrds og Beach Boys.

Først skar de singler, som den dag i dag kan få lyden fra en radio til at fylde hele rummet. ‘Lonely Too Long’, den mageløse ‘Groovin’, ‘A Girl Like You’ stråler stadig af sommer, sol og soul. Og en ballade som ‘How Can I Be Sure’ er en af de smukkeste oder til tvivlen, usikkerheden og dermed kærligheden, jeg kender:

Siden lavede de med Once Upon A Dream deres egen Sgt. Pepper. Derefter gik der instrumentalsuiter i den, og det er nok ikke for meget sagt, at Rascals elskede jazzen mere end den elskede dem.

The Rascals var ikke fra San Fransisco. De var fra New York og omegn, ligesom Dion DiMucci og Four Seasons. West Side Story ville have lydt som dem, hvis Bernstein havde været rockmusiker.

Organisten Felix Cavaliere og guitaristen Eddie Brigati delte sangene mellem sig, og i Arif Mardin havde bandet deres egen George Martin. Cavaliere beskrev senere sin målsætning: “Marvin Gayes stemme, Ray Charles’ klaver, Jimmy Smiths orgel, Phil Spectors produktion og The Beatles’ sangskrivning, og så har man, hvad jeg ønskede at lave.”

I The Rascals nåede han det meste af det, og intet af det lyder som plagiat eller eftersnakkeri.

Hør eller genhør! Åh, hvilken velsignelse at have dette band til gode…