I mange år var det bare en vedtagen fordom, at countrymusikere nok var højreorienterende. Først da Merle Haggard under ungdomsoprøret i 1969 hyldede ‘The Okie from Muskogee’ blev fordommene til en slags sandhed.
Den fakkel fører Toby Keith i en vis forstand videre. Sangeren, der runder de 50 i dag, har gennem to årtier været en af de mest populære countrysangere i USA. Op gennem 90’erne blev han en storsælgende eksponent for den såkaldte new country, men nåede tv-nyhederne, da han som reaktion på 11. september udgav ‘Courtesy of the Red, White and Blue’. Sangens undertitel er ‘The angry American’, og teksten lover alle, der vil angribe USA, et los i røven »the american way.«
Det budskab er siden gået rent ind ved de talløse koncerter, Keith har givet for amerikanske soldater i Mellemøsten, Afghanistan og Sydkorea. Altid iført svulmende overarme og cowboyhat.
Det svækker ikke Keiths gennemslagskraft hos soldaterne, at han har militæret inde under huden. Faderen var soldat, og sangen er egentlig skrevet til ham.
Oprindeligt satsede Keith på en karriere i football, men drev det aldrig til andet end halv-professionalisme. Resten af pengene tjente han som ung i Oklahoma som arbejdsmand og siden sjakbajs på de lokale olieboresteder. Da musikken endte med at strømme friere end den kriseramte olieindustri i slutningen af 80’erne, dannede han et band og fik indspillet et demobånd.
En kvindelig fan, og dem har Keith ikke helt få af, fik en kopi. Hun var stewardesse og gav kassetten til en passager. Han var pladeproducer. Resten blev countrymusikhistorie, da Toby Keiths første single, ‘Should’ve Been a Cowboy’, ikke bare toppede hitlisterne i 1993, men endte med at blive den bedst sælgende countrysang i det årti – ikke ringe, når man betænker, at Garth Brooks og Alan Jackson slog igennem samtidig.
Sangen om de amerikanske farver gjorde Toby Keith så omstridt, at gruppen Dixie Chicks optrådte i t-shirts, som forbandede ham langt væk:
Men selv om sangen og den efterfølgende ‘American Soldier’ ikke gjorde noget forsøg på at bortforklare det smukke ved patriotisme, har Toby Keith altid fastholdt, at han ikke er en politisk sanger. Han synger om følelser, siger han, og »om respekten og taknemmeligheden for, at vi har et militær, der er klar til at forsvare vores nation, vores frihed…«
Han har kaldt sig selv en »en konservativ demokrati, der somme tider er flov over mit parti.« Samme år, i 2004, støttede Keith aktivt genvalget af George W. Bush, men har omvendt også både rost Obamas udenrigspolitik og hyldet Sarah Palin. Også som vælger lader han sig åbenbart styre af følelser. I dag står Keith udenfor partierne: »Politik er det, som er med til at slå Amerika ihjel,« har han sagt til Newsday.
Kan man abstrahere fra den aggressive nationalchauvinisme, rummer Toby Keiths katalog mange iørefaldende og solidarisk turnerede sange om det Amerika og de mange (hvide) amerikanere, der bare vil passe sig selv og deres egen lille verden. Det kan der af og til komme store sange ud af.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Velplejet skæg af en redneck . . .