Tom Jones tager stadig imod kys

DET HAVDE IKKE været det samme, hvis en af de mest notoriske trussetyve i showbiz havde heddet Thomas Woodward, vel? Ikke desto mindre er det fødenavnet på den sanger, der også forsøgte sig som Tommy Scott, før hans nye manager omdøbte den walisiske baryton med tarzanslipset til Tom Jones, opkaldt efter den frivole, sexede gavtyv i Fieldings klassiske 1749-roman, som var et filmhit, da Tom Jones, sangeren, slog igennem. I morgen fylder han 70, men kvinderne kaster stadig assorteret lingeri op til ham, når han giver koncert.

Tom Woodward blev til Tom Jones, da verden tilhørte Beatles-generationen og den bløde mand var ved at blive født. Alligevel satte han sig igennem med sin maskuline røst og den soul’ede single, ’It’s Not Unusual’, på begge sider af Atlanten. Jones lød så sort som Levi Stubbs fra The Four Tops. Faktisk troede amerikanske dj’s, at Jones var sort, før de havde set et billede af ham.

Succesen fortsatte med filmmelodierne ’What’s New, Pussycat’ og ’Thunderball’ (fra James Bond-filmen af samme navn), men hans manager, Gordon Mills, var proaktiv. Han indså, at Jones ikke i længden kunne holde trit med den pop, der var ved at blive til rock. Han måtte forankres i noget mere blivende, ikke mindst af økonomiske grunde. Løsenet var country. Ved juletid 1966, samtidig med Beatles-lp’en ’Revolver’, forvandlede frækkerten sig til den gode svigersøn med sin smægtende tolkning af ’Green Green Grass Of Home’ – en sang, der før var blevet sunget af Jerry Lee Lewis, rockeren, der også tog på landet. Stilen videreudvikledes med ’I’ll Never Fall In Love Again,’ og Jones rendyrkede den med visse udsving (’She’s A Lady’ og ’Delilah’) helt over til Las Vegas, hvor han blev ven med Elvis og nød der nogle lukrative sæsoner til ind i 70’erne.

SIDEN FULGTE kunstnerisk magre år, men efter Mills’ død overtog Jones’ søn managerstolen. Han fik faderen til at indse, at selv laurbær kan visne, så Tom Jones genopdagede sin gamle begejstring for soulmusik og sang så i et tv-show sin tolkning af Prince-hittet ’Kiss’. Det så et medlem af synthpop-bandet Art of Noise, ringede og foreslog Jones, at han skulle begynde at spille moderne. Jones kastede sig hovedkulds ind i projektet, og sang sangen, så han både gjorde lidt grin med sin egen status og understregede en sexappeal, der ikke var blevet mindre med alderen.

Den Trevor Horn-producerede single kom ud i Art of Noises navn, solgte mere i Storbritannien end originalversionen, og gav Jones et nyt, niende liv.

I 1997 gjorde hans formue ham, ifølge magasinet Business Age, til tredjerigeste popstjerne i England, kun overgået af David Bowie og Paul McCartney. Tom Jones var blevet kult, men selv om han ikke formulerer sig intellektuelt om sin musik, fik han fornyet troværdighed som sanger. At der så kan være noget gimmick-agtigt over hans seneste plader, bl.a. med Wyclef Jean, rokker ikke ved indtrykket af en mand, der nok kigger sig i spejlet, men ikke ser på kalenderen. Han hviler sig i selv og er stadig i god form.

LIDT FOR GOD har hun somme tider syntes, Melinda, hans hustru gennem 50 år, som i perioder har levet en ikke uproblematisk skyggetilværelse. Trussetyven har nemlig noget at have sit tilnavn i. Tom Jones har gennem årene gjort sit for at leve op til romanheltens ry. Et uægte barn har en dna-test skaffet ham, og en del stjerner har gennem tiden vedgået deres forhold til ham, bl.a. Mary Wilson fra The Supremes, og endnu flere har gerne villet have et til manden, der engang blev – om jeg så må sige – udsat for omvendt hustruvold. Melinda, som ser ud til at kunne slå en proper nævne, gjorde netop dét. Tom Jones’ reaktion? »Jeg tog det som en mand.«

Han fejrer fødselsdagen med et nyt album, ’Praise and blame’. Her genopdager han sin veneration for gospel. Og fortolker bl.a. Bob Dylans ’What Good Am I’ med en ydmyg, Johnny Cash-lignende inderlighed, der vil komme bag på de fleste, og måske også Melinda.

Pressefoto 2009