Tranedans
Ellen Trane Nørby er en af de politikere, jeg nødigt vil møde på Christiansborg en mørk aften. Hendes milde nørrejyske ydre dækker over en nådesløs skråsikkerhed. Som her i forbindelse med fyringerne i DR, hvor hun har bebrejdet DR, at ledelsen har skåret i nyhedsafdelingen.
Mig bekendt har hun som medieordfører for Venstre været med i den medieaftale, som har nødvendiggjort besparelserne.
Der, hvor jeg kommer fra, ville man kunne have fundet på at kalde Ellen Trane Nørby både skamløs og hykler. Selv ville hun sikkert stolt og selvbevidst bruge et ord som realpolitiker.
Hun skal være glad for, at TV2’s borende X, Morten Spiegelhauer, ikke kommer efter hende. Eller måske er han allerede ved at planlægge et raid mod hende. For et oplagt emne for Spiegelhauer må være politikere, der løber fra konsekvenserne af deres handlinger. Og forringer andres vilkår og bagefter bebrejder dem, at de gør deres bedste for at afbøde effekten af politisk kortsigtethed.
’Operation X’ er forbrugerjournalistik, der får Forbrugerrådet til at ligne et hændervridende plenum af indignerede hattedamer. Fuskere, småsvindlere og dubiøse driftspartnerskaber jages med en ihærdighed, som om jordens beståen afhang af afsløringen af dem. Med mellemrum, som i mandags, gør Spiegelhauer & Co. status over deres journalistik. Nyttede den noget?
Svaret er, ikke overraskende, et stort selvretfærdigt ja. Trods den rummelige, FBI-sorte bil er der nemlig ingen plads til tvivl eller tøven i denne arvtager til Jersilds ’Rapporten’ med den staccatosnakkende og småløbende reporter, det flaksende kamera, de tændte, bærbare computere, der signalerer moderne virkelighed, de åh så uanmeldte besøg, de bøvede reaktioner fra de skyldige og ikke mindst pointerne, der blokbogstaveres, så selv dyreplagende minkfarmere og vandpumpende kyllingeproducenter burde kunne fatte det.
Programmet kunne uden disse gentagelser afvikles på den halve tid, men den demonstrative form er en del af indholdet. Og samtidig den, der gør, at man hele tiden er bare lidt i tvivl om, om Spiegelhauer nu også er så fair over for sine ofre, som han vil have det til at fremstå. Min medfødte skepsis bliver trigget, når nogen så tydeligt som Spiegelhauer skærer sine deduktioner ud i pap.
Ville hans eget program kunne tåle besøg af skjult kamera? Eller af Ellen Trane Nørbys tættekam? Gys.
Dette er en længere version af dagens tv-anmeldelse i Politiken.
Se mere om Operation X her.


Der ramte du Tranen lige i bærret! Skamløs hykleri. Jeg kunne ikke have fundet mere dækkende ord for hendes fremfærd. Mest beskæmmende ved den just overståede massakre på DR, hvor det “grå guld” tydeligvis stod for skud, var de ansvarlige politikeres – heriblandt Trane Nørbys – efterfølgende påtagede, ansvarsforflygtende “forargelse” over konsekvensen af deres egen politik.