Trine Dyrholm: En ener på 40

Kommentarer slået fra

Krydsogtværskonstruktører skal være helt på det rene med, hvem de arbejder for. Ellers bliver de arbejdsløse. Derfor er der ikke noget sært i, at det kryds og tværs-hæfte fra Familie Journalen, som ligger i mit sommerhus, har en opgave, der lyder: »Hun var blot 14 år gammel, da hun deltog i Melodi Grand Prix i 1987 med ‘Danser i måneskin’. Tre år senere fik hun sit gennembrud som skuespiller med ungdomsfilmen Springflod. Hvem er hun?«

Det var ikke gået, hvis samme publikation havde spurgt: »Hun indspillede i 1987 med Rock-Nalle en slagsang for OB, sideløbende med kunstnerisk gennembrud på Dr. Dante og har siden i mere end en forstand blotlagt sig selv i teaterstykker som 4:48 Psykose og filmen Forbrydelser. Hvem er hun?«

I begge tilfælde er svaret naturligvis Trine Dyrholm, som i dag fylder 40. Jeg var ved at tilføje et ”kun”, når man tager hendes spændvidde i betragtning. Hendes fem Bodilstatuetter (og tre Robert’er) er givet for vidt forskellige præstationer; den første før hun blev uddannet som skuespiller – for hovedrollen i Springflod, og den seneste sidste år for sam- og modspillet med Mikael Persbrandt i Bier-bestselleren Hævnen.

MUSIKLÆRERDATTEREN fra Fyn stod på en scene som otteårig ved en korkoncert med Odense Byorkester. Siden kom hun med i koret i en juleforestilling på Odense Teater i 1982, hvorefter hun lavede lokal børneradio indtil hun gjorde Frans Baks ørehænger til moralsk vinder (YouTube-klip) af et grand prix, der havde Anne Cathrine Herdorf som officiel etter med ‘En lille melodi’.

Trine Dyrholm lagde skulderpuderne og det høje hår efter at et præmaturt forsøg på at gøre hende til popstjerne kuldsejlede efter det andet album. Rollen som Pouline i Springflod fik naturtalentet til at springe ud Og instruktørerne til at slå til. Bl.a. legemliggjorde hun i 1991 varsomt, men skæbneuafvendeligt Cecilies tiltagende sindssyge i DR’s Blicher-filmatisering af Hosekræmmeren. Siden kom hun på Statens Teaterskole, hvorfra hun tog eksamen i 1995. Målet var dels at dygtiggøre sig og dels at komme den usikkerhed og beskedenhed til livs, som hun i flere interview har udnævnt til sin livsledsager. Udover manden, Niclas Bendixen, og deres treårige søn, Axel.

Hun må dog siden siges at have fået styr på følelsen af utilstrækkelighed, men den er derinde bagved som en strømfører i hendes skuespil.

Det er kropsligheden også. Men en ting er at være et YouTube-hit i vekslende grader af afklædthed, noget andet er at kunne smide tøjet, så det giver mening. Scenen i omklædningsrummet i filmen ”Forbrydelser” er en klassiker i den retning. Sexet, sårbar og trodsigt stærk i samme skikkelse.

Hendes langlemmethed var også for stor og fotogen en fristelse for Thomas Vinterberg i Festen, hvor Dyrholm ikke havde verdens største rolle som Pia, men fyldte den helt ud.

Mindre æggende, men moderne folke(komedie)kær blev hun som Stine i successerien Taxa. I sit referenceværk, Danske filmskuespillere, ophøjede Morten Piil hendes håndtering af den figur til »lidt af et ikon på den unge danske pige af i dag, sød og imødekommende, men også med styrken til at skære igennem, hvis det påkræves.

TYPECASTING har dog aldrig været en fælde, Dyrholm er faldet i. Efter Taxa sagde hun farvel til rollen som det, Piil har kaldt 90’ernes evige unge pige i dansk film. Og spillede rendyrket bitch i I Kina spiser de hunde.

Karakteristisk for hendes karriere lader hele tiden at have været erkendelsen af, at avantgarde og mainstream ikke udelukker hinanden, og at selv den mest feterede filmstjerne trænger til den ro til fordybelse, man kun kan finde i teatrets rum; dér hvor ingen scener kan tages om. Før næste aften.

Hvad enten det har været på Østre Gasværk i Lars Kaalunds nytolkning af Romeo og Julie, intimscener som Edison eller på Betty Nansen i så forskellige stykker som Norén og Baby Blue, Steffen Brandts Dylan-hommage, hvor hun viste, at hun ikke havde glemt at synge. At hun også kan være sjov på alt andet end blondinemåden ved yndere af Langt fra Las Vegas.

Størst indtryk på denne skribent gjorde Trine Dyrholm, da hun (med Kristian Halken som videoindslag) i efteråret 2010 gæstespillede på Det Kongelige Teater i Jacob F. Schokkings Reumert-præmierede instruktion af Sarah Kanes monolog 4:48 Psykose, som hun første gang gestaltede i 2002. Nervepirrende, blottet for gusten skuespilrutine, blev det til noget så paradoksalt som et livsbekræftende stykke om et følelsesmæssigt forlis. Hendes sidste ord i stykket er: »Se mig forsvinde.«

Trine Dyrholm gør alt andet. Netop nu toner hun i biograferne frem med underspillethedens styrke som den indebrændte, men frygtindgydende magtkyniske enkedronning Juliane Marie i En kongelig affære. Og hun gør det igen med den totale tilstedeværelse i nuet, der er blevet hendes professionelle signatur. Alligevel er hendes spil heller ikke her uden denne undertone af noget hemmeligt, noget dyrebart privat, som kun kommer ud at danse i poesiens måneskin.

Få kan tænde det som hende.

Pressefoto: Per Arnesen/Sony Pictures (fra Hævnen/In a better world)

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top