TV-banaliseringen af Breivik

Kommentarer slået fra

Velvidende at jeg nok begiver mig ind i et minefelt, vover jeg alligevel et suk: Har vi ikke dækket tragedien i Norge nok?

I det mindste på den breaking news-facon, DR1 og TV2 har bedrevet. Her tænker jeg ikke på de panderynkende eksperter, som i starten af forløbet hellere skulle have holdt deres mund. Nyhedsadrenalinen har det med at kortslutte koldsindigheden.

Mere tankevækkende har fraværet af dybde og refleksion været. Med Deadline som en undtagelse. Nyhederne og TV Avisen har gjort småt til stort som om selve udåden ikke var stor nok, og har i vid udstrækning været mikrofonholdere, som af frygt for at træde forkert ikke har turdet stille det næste spørgsmål.

Eksemplerne på begge dele er legio: TV2 nøjedes en aften ikke med en mand i Oslo. Man sendte sin nyhedsvært nord på for at spørge den udsendte, hvad der skete. Horisont havde været på landet for at gå bag om morderen. Resultatet blev ufrivilligt komisk med fåmælte nordmænd, som afslørede, at Breivik kunne lide at spise sin pizza i fred. Og antallet af praktikanter, der, med udsigt til Utøya, fortalte, hvad vi vidste, virker endeløst.

Det var på sin plads at dække det ene minuts stilhed, også fra en dansk vinkel, men som om selve seancen ikke var sigende nok, skulle vi bagefter høre folk, hvordan de ligesom følte det i løbet af det tidsrum. Hvorfor turde man ikke spørge, hvordan man kunne føle »dyb, dyb sorg« over helt ukendte menneskers død. Er det tegn på, at vi omsider alle er blevet en stor familie eller bare et udtryk for disse Facebook-tider, hvor store ord ikke nødvendigvis dækker store følelser?

Banaliseringen stak også sit tårevædede fjæs frem, da TV Avisen »eksklusivt« interviewede den norske statsminister. Pseudofortroligt spurgte intervieweren ind til, hvordan Jens Stoltenberg selv havde klaret krisen og hvor meget han havde fået sovet. Svaret kom klart og kort: »Det handler ikke om mig.«

Det samme burde DR1 og TV2 oftere have sagt til sig selv.

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken

Illustration fra Anders Behring Breivik Facebook-profil

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top