Venstrefløjen topscorede

Da denne blogger var en del yngre og en hel del tyndere spillede jeg hanbold på et vist niveau. Jeg stod på mål, og var vist af og til nogenlunde. I mangt og meget var spillet det samme dengang som nu. Nok mere impulsivt og improvisationslystent, og meget mindre taktisk, men det kan også være erindringsoptimisme, for der var fandeme også mange kedelige hold. En ting er dog helt forandret: I min ‘storhedstid’ – 1963-68 – foregik fløjkampene kun ude i den politiske virkelighed. Der var til gengæld nok af dem.

I håndboldhallen var det sådan, at fløjspillerne fik lov at gå selv. De kunne alligevel sjældent score. Som målmand skulle man bare sørge for at stille sig tæt op af stolpen, samle benene og holde dem samlet og så have ro nok til ikke at løfte en af fødderne. “Lad ham gå,” plejede markspillerne at råbe. Jeg tog en del skud fra fløjene. Mest højrefløjen.

Dengang sprang spillerne sjældent ret langt ind i feltet, når de satte af. Og gevindskud og underskruede bolde anede kun få, hvad var. Ikke at der ikke var ekvilibrister, men de stak ud fra mængden, fordi de var så sjældne. F.eks. århusianerne Mogens Olsen og hans elev, Iwan Christiansen, der begge mestrede kringleskuddet. Og da der så med HG kom et helt hold, der nærmest spillede cirkusbold og introducerede en del af de boldtryllerier, der nu er international hverdag, var det en sensation. De blev danmarksmestre fem år i træk fra 1966, anført af Camilla Andersens far, Gert. Før han tog nordpå til Helsingør var holdest mest spektakulære indslag den vævre og venstrehåndede Jørgen Petersen, der spillede så anti-autoritært, at det passede ind i tiden og gjorde det legitimt at dyrke sport, selv om man ville forandre verden. At der så siden blev dømt overtrådt mod ham, fordi han viste sig at være en kapitalistisk rod, er en anden sag.

Jo, der bliver sat fuldt blus på memory sticken, når man sidder og ser EM i hanbold. Tændsatsen i går var Anders Eggert, som ikke hører til de fløjspillere, man skal lade gå selv. Han scorede ti mål, da vi overraskende ubesværet (28-23) slog et serbisk landshold, der, med Nikolaj Jacobsens ord, især i første halvleg spillede både fornærmende ringe og alt for langsomt.

Det var dog også det danske holds fortjeneste. Omsider var der dømt ‘gennemgang forbudt’ i midterforsvaret med Michael V. Knudsen og Lars Jørgensen som bevægelige skildervagter, og Bo Spellerberg, dansk håndbolds humørsyge Michael Laudrup, havde ti gyldne minutter, som, parret med Eggerts one man show, var nok til den sejr, der sikrer plads i mellemrunden. Uanset lørdagens kamp mod de indtil nu skuffende islændinge.

Selv om jeg deler Wilbeks tilfredshed med navnlig første halvleg er det dog fortsat mildt bekymrende, at vi endnu ikke har fået forløst det skudpotentiale, der ligger i bagspillerne. Bevares, Mikkel Hansen havde eksplosive udbrud, men var ingen permanent trussel, og så har ingen af de danske keepere for alvor fået fat. Kasper Hvidt var dog klasser bedre end i åbningskampen mod Østrig. Alt andet ville også have været naturstridigt.

Jeg skal dog nok vare mig for at tilbyde min assistance…

Foto af Anders Eggert af Jan Christensen/DHF. Hentet på www.hopskud.dk