Vi var ikke alene

Mine kernelæsere skal da ikke snydes for rapport om min optræden på bestselllerhysteriets moder, Bogforum. Jens Dige fra POLFOTO har taget dette billede af seancen, som meget godt illustrerer, at det vist så nogenlunde lørdag eftermiddag lykkedes Sebastian og undertegnede (med Madonna-mikrofoner) at undgå at komme til at se ud som de to vrantne gamle mænd på balkonen i Muppet Show.
Lars Daneskov, den yngste 46-årige jeg kender, både pirkede til, skubbede og aede vore egoer, så det blev en god seance, hvor der i løbet af de afmålte tyve minutter blev snakket såvel image og indhold. Publikum klappede, ja, en del købte sågar en bog og fik vore kragetæer (så den ikke kan byttes, men måske engang sælges med fortjeneste…) og nu venter julesalget, hvor vi jo ikke er alene, men måske ku’ vi…
