Wozniacki – smil du er på
Kommentarer slået fraMed tidens eskalerende mediekontrol har udtryk som »tæt på« tabt i valør. Især inden for sporten kæmper få, men stædige journalister mod ’var-det-en-hård-kamp’ mikrofonholderiet.
At redaktionerne ikke gør det nemmere for sig selv ved at lade samme mand (jo, det er mest en mand) begå både faktuel reportage og subjektiv kommentar om samme begivenhed sløver skarpheden.
Derfor er det godt med programmer som TV2’s LPS, ’Lige på og sport’, der ligesom Frimann & Werge på Viasat er opmærksom på det kammerateri, der er en arbejdsrisiko i ethvert indspist miljø.
Forskræp for LPS havde stillet os i udsigt, at vi torsdag ville komme tæt på Caroline Wozniacki bag kulisserne i WTA-cirkusset i Doha. Det gjorde vi selvfølgelig ikke.
Tennisdronningen – klichedetektoren virker ikke i de kredse – lod os komme med til sekundkort træning, autografskrivning og pokalkysseri, og fortalte om de fede følelser. Uden at sige noget som helst. Den, der skriver dette, følger hende gerne på Eurosport, men tænker tit, at hvis robotter kunne være imødekommende og smilende, ja, så kunne de være skabt i hendes billede. Om spillet blev der ikke snakket, om faderens stålsatte indflydelse og betydningen af konkurrentens skadesfravær ikke et suk.
Den store nyhed var, at Caroline nu gerne vil holde tennisfri et sted, hvor der er varmt. Lige på og småt.
Varmt må der have været omkring Bjarne Riis’ i det, LPS kaldte det et rædselsår for ham. Man havde sat sig for at kortlægge, hvem der løj hvornår og over for hvem i sagen om cykelbrødrene Schlecks svigefulde overgang til et andet hold. En banal historie, pumpet dramaturgisk op.
Riis er ingen Wozniacki foran et kamera. Derfor skal man lade pauserne tale, når man interviewer ham. Det forstod LPS. På den måde blev hans kropssprog og poliske, bedrevidende smil i sig selv et dementi af hans udsagn om, at han ikke kan bruge skuffelse til noget.
Der kom man tæt på – uden at spørge om lov først.
Illustration: Ukrediteret pr-foto.
Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens Politiken.
About the author
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]