Zlatan alene i verden

1 Comment

Aftenens kvartfinaleopgør i Champions League mellem AC Milan og FC Barcelona er også et møde og en kamp mellem to profiler, der ikke deler fysiognomi, men ikke er helt så forskellige, som de var engang. Lionel Messi, lille, smidig, væver, målsøgende og chanceskabende vs. Zlatan Ibrahimovic, høj, ranglet, uortodoks og på det seneste mere og mere uselvisk i sit spil uden at det er gået ud over hans målfarlighed.

Men medens Messi aldrig trækker store overskrifter uden for banen, bliver udklipsbogen tykkere og tykkere hjemme hos Zlatans far i Malmö.

En stor del af forklaringen kan man finde i Jeg er Zlatan Ibrahimovic, den bog, han har begået sammen med David Lagercrantz, og som topper bestsellerlisterne både her og hinsidan. Det er beretningen om roden fra Malmö-ghettoen Rosengård, der voksede op som en cykelstjælende rod, og som af fodbolden blev reddet fra fordærv og sin sociale forudbestemmelse.

Bogen er holdt i jeg-form. Det er både dens styrke og dens svaghed. Hovedpersonen kunne godt have trængt til og fortjent lidt mere modspil i al denne selviscenesættelse, og man kan som fordomsfuld læser godt have sin tvivl om, hvor Zlatan-citaterne stopper og journalisten tager over, men omvendt er historie elementært fængslende og lige så springende og underholdende som hans spillestil. Fra hans debut som seksårig på grusbanerne ved MBI, Malmö Boll och Idrottsförening over rollen som noget nær popstjerne i Sverige trods et utal af skader til den nuværende status som ham, der gør en forskel i AC Milan.

Stilen er frisk, talesprogsnær og af og til lige lovlig kæk, men også båret af en klædelig distance til sig selv som ham, ”den typiske fucking perker med guldur og overdreven lækker bil.” Når det gælder selve spillet, sætter Zlatan ikke sit lys under nogen skæppe. Han plages ikke af den ulideligt falske beskedenhed, som nu om dage forbyder fodboldspillere at fremhæve sig selv efter kampene. Når han scorer årets mål, er det ikke et tilfælde, men fordi han er bedre end de andre. Udråbstegn og punktum. Zlatan minder mig om, hvorfor vi var nogen, der elskede Preben Elkjær, men nøjedes med at beundre Michael Laudrup.

Bogen runder naturligvis hans skiftende parforhold og skandaler (der bl.a. gav ham karantæne på landsholdet, som han så senere boykottede), men nok så interessant er den, når den tager læseren med i omklædningsrummet og på direktionsgangene. Ingen af stederne lugter der altid lige godt. Og Zlatan har sine helte og sine skurke. Barca-træneren Guardiola kaldes f.eks. et fejt skvat. Mon de giver hånd i aften?

Zlatan og hans medskribent fremkalder noget, der ligner et reelt billede af en sport, hvor pengene ruller lige så hurtigt som bolden (og han har, naturligvis, ingen grund til at være karrig med oplysninger om, hvad han får i løn og overgangssummer – det befæster alt sammen hans position). Bogen beskriver et forretningsunivers, hvor etik konstant er på kanten til at blive vinket offside.

I den verden er det vigtigt at kunne skelne mellem rygklappere og rigtige venner. Selv om han er blevet familiefar, virker Zlatan stadig alene i verden, præcis som når han på en mindre god spilledag kan virke alene på banen. Det er værdifuldt i det miljø at kende sin pris og afgørende at kunne stå fast. Som en påmindelse om det, har Zlatan hjemme i hallen i villaen hængende et billede af sine grimme fødder. Hvorfor?

Jo, det er dem, der betaler for al skønheden.

Zlatan Ibrahimovic m. David Lagercrantz: Jeg er Zlatan Ibrahimovic. Mundret oversat af Birgitte Steen Nielsen. Gyldendal. 442 sider (i lille, kompakt, men lækkert format).

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    Jesper Jarlsberg28. marts 2012 - 14:40

    Ja, han er helt bestemt stor fan af sig selv, men det er nok også svært at bevare jordforbindelsen helt, når man har vundet det nationale mesterskab, uanset hvilken klub man spiller i, siden sæsonen 2003-2004. Ganske imponerende – og en god bog i øvrigt.

Related Articles

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top