P.t. er Allan Olsen på turne med sin trio, Per Chr. Frost og Nicolai Land. De gør det ikke for at markere et jubilæum, Olsen er ikke en sentimental natur, men det kunne de godt have gjort. I år er det nemlig 20 år siden Olsen udsendte albummet Pindsvin i pigsko:

TILGIV EN hoven københavnersnude, men der gik lang tid, før Allan Olsen gik op for mig. Måske var det først, da jeg fandt lykke i Esbjerg med tilhørende svigerforældre, der i starten var svære at forstå sådan helt. Måske var det synet af Strøget (læs: gågaden) i Grindsted lørdag ved eftermiddagskaffeogkagetid. Eller også var det bare det chok, jeg aldrig forvandt over at høre nogen synge »Egnsbank Nord« i en sang som det, det er – den naturligste ting i verden i den del af landet, hvor der bor flest, perlegrus og carport eller ej. Derovre, hvor trend er navnet på den gamle konges jagtgård.

Allan Olsen udsendte sit tredje album Pindsvin I Pigsko på et tidspunkt, hvor den danske pladebranche endnu en gang var gået i stilling for at give den kunstneriske nødvendighed og det danske sangsprog kollektivt buksevand. Med den ene hånd løftede man glasset i musikpolitisk betingede skåltaler om rock som afgørende for kvaliteten af det danske kulturbillede, mens den anden tastede lommeregnere til døde i kalkulationerne over, hvor lav fællesnævneren behøvede at være for med succes at sælge flyvesand til Sahara. Nogen vil mene det stadig er sådan…

Vi var endnu fire-fem år fra Aquas globale korttidssucces, men det kunne ingen vide, og det gør ingen forskel. Det er altid den samme mekanisme, og det har altid været sjovere for jean de france’rne i pressen at skrive om, at nu er denne eller hin danske remixede mulatpoptøs fra Søllerød kommet i heavy rotation på en lokalradio i Detroit end at skildre en sangskriver, der udtrykker sig på andet end det talebobleengelsk, der er et sesam sesam for det åh så attråværdige internationale gennembrud.

Den robuste skæbnefortæller Allan Olsen synger dansk, fordi det nu engang er det sprog, han drømmer på; det sprog, der er bedst til at beskrive hans Danmark, danskerne og det danske. Det ironiske er, at han netop ved ikke at fornægte sin herkomst når meget længere ud – og ind og ned – end de engelsksyngende danske navne, som altid får en umiskendelig hørm af provinsialisme over sig. Omvendt vil Olsen ikke se så godt ud i push-up, skønt man kan aldrig vide, for sangene på Pindsvin i pigsko handler, som så mange andre af Olsens sange, ikke kun om det, vi kan se, men om det, vi tror, vi kan se, og om alt det, de andre mener at kunne se – hen over hækken.

MUSIKALSK er Allan Olsen traditionalist, eller som han formulerer det »normalt er jeg ellers ingen avantgardist«, ja, han står sågar oplistet i et gammelt folkemusikleksikon, men Blood On The Tracks må være noget nær hans yndlingsalbum, og med Ulf Lundells gamle keyboardspiller Olle Nyberg bag både klaviatur og mixerpult, Thomas Helmigs atletiske trommeslager Claes Anthonsen før han fik fast arbejde i tv, TV-2’s fyndige bassist Georg Olesen og guitaristen Lars Hybel i sit livs stjernestund, er der garanti for rock af den slags, der ikke behøver se sig over skulderen af frygt for at blive overhalet og overdøvet af det sidste nye skrig.

Vi er i et Danmark, hvor normaliteten er normaltilstanden, men hvor der i bedste panduroske tradition kke er langt fra normalt til galt. Eller som Olsen synger i den i virkeligheden falsk indsmigrende, dobbeltbundede ‘Lun Luft Over Danmark’: »prøv at pisse i et hjørne og du er en færdig mand …« Og idyllen brister, og statistikken holder pludselig ikke, som Olsen synger i en sang om det sociale ukrudt, der aldrig holder op at gro i Danas Have, personificeret i »grønlænderkalle, klassens billige grin«, der »hvis han kunne finde sin ungdom, ville … skynde sig hjem«.

Det er de lovløse, udskuddene, de atypiske, der har Allan Olsens hjerte, for han har det som Dylan: »to live outside the law you must be honest.« Og det er denne tilstand, der bliver en sindstilstand i Olsens signalementer. Hvad enten han sætter spottende spot på tidens kendthedssvøbe i den i øvrigt meget Lars Lilholt-agtige ‘Er Det Mig Der Lyver’, eller på den novellistiske ‘Aston Martin ’66′ lukker lytteren næsten kropsnært ind i tidens skjulte folkesygdom, ensomheden og en af den slags, man der lugter lige så stærkt som smøreolien.

I den første sang brillerer Olsens sans for det skarpt pointerende:

Jeg hører han bor på Nordsjælland nu
i en form for venligsindet eksil
han puster badedyr op i et tropisk vandland fuldtids med fri firmabil
…
jeg hører han overvejer et lukrativt tilbud
fra gæt & grimassers redaktion
det’ det højeste man kan opnå i vores bette land hvis man er dansk showbizz’ ny sensation …

Læg i øvrigt mærke til, at han synger på Nordsjælland – man kommer vel, hvor man kommer fra, og selvfølgelig synger Olsen på dialekt og selvfølgelig har det det med at øge troværdigheden, præcis som jord på gulerødder er godt for salget, men vigtigere er Olsens måde at synge på. Han giver hvert eneste ord mening og fylde, lader det i sjælden grad indgå som betonet del af en sammenhæng. Han synger sine stavelser, som var de akkorder.

Det gør ham i stand til at nuancere med få midler. Ganske gavnligt, når man synger om lykken, for den har mange udtryk. Det kan nemlig godt være, at ham automanikeren i ‘Aston Martin ’66′ er så ensom, at selv bysladderen har taget ham på repertoiret, men han har selv valgt, hvilken drøm, han vil spille hovedrollen i, nemlig sin helt egen. Den film udspiller sig på imaginære landeveje, læsende i nattemulmet et Europaautoatlas med destinationer, der lyder som noget for enden af regnbuen. Og så er sangen i tilgift et lærestykke i, at fortællekunsten sagtens kan indpasses i rockregi, rim eller ej – eller er det rocken, der underlægger sig hverdagssproget:

Oprind’lig kørte han audi –
han har altid været vild med tyskerne
– altså ikke med selve tyskerne,
men deres biler må man bøje sig for –
som han byttede med en Bentley, der vistnok var en Bedford bygget om – en cabriolet, med kalveskindskaleche
en tid følte han sig lykkelig, han begyndte faktisk at arbejde – indtil han hørte om det her dødsbo i Korsør
altså indtil han hørte om det her dødsbo i Korsør …

Det dødsbo blev døden for hans ægteskab og gav ham nyt liv. Vi ved ikke andet om ham end biltosseriet, og at hans kone hed Asta og ikke ville have oliepletter på sine nye »cardigangardiner«, men han er fætter til ham, som Allan Olsen på sin forrige plade, Gajo, lod stå og vente foran Egnsbank Nord på bussen, der skal køre ham væk ud til der, hvor man »bli’r dreng i sit barndoms cirkus igen …«

MEN MAN kan også løbe væk sammen. Bare et øjeblik. Bare drømmen og lysten er påtrængende nok, som på den Springsteen-klingende ‘Jeg Vil’, som er en sang om at »ta’ en pjækdag sammen«, hvor man kan fange »luftfisk mellem fingrene« eller gå på opdagelse i hinanden, akkompagneret af en flaske Palanca, men det er også nede under ubekymretheden en sang om hellere at glædes over usikkerheden end stille sig tilfreds med et dødsenskedeligt liv: