40 år med American Pie

I denne uge er det fyrre år siden Don McLean indledte fire uger på toppen af den amerikanske Hot 100 med sin episke sang, ‘American Pie’. Det er ikke hver måned, jeg hører den, men når den dukker op i radioen, fylder den rummet helt ud og der bliver stille omkring den. Det er en sang med sin helt egen tone og integritet. Paradoksalt nok alt for intelligent til at være en popsang. Eller også er det bare en overvintret kulturradikal fordom eller var hitlisterne bedre i gamle dage? Omvendt hittede The New Seekers samtidig i England, så…

Under alle omstændigheder var det ikke hver dag, at en single på 8 minutter og 33 sekunder fik så meget airplay over there. Det havde pladeselskabet også taget højde for ved at udsende sangen som en dobbelt a-sidet single med del 1 og del 2. Pladevenderne var ligeglade. De spillede hele sangen i et stræk.

Man forstår dem. ‘American Pie’ er en nærmest filmisk, lyrisk sikkert turneret associationskæde fra den februarmorgen, hvor sangeren som avisbud ser budskabet om Buddy Hollys død ‘the day the music died’ over high school-dagenes drengene-efter-pigerne-leg til den dag, hans generation var vokset op og stod med valget mellem at gøre oprør eller falde til patten. Eller hvad den nu handler om. McLean selv var, som alle kunstnere, i tvivl: “Jeg kan ikke nødvendigvis udlægge American Pie bedre end dig,” sagde han til en reporter fra Life i 1972. (Link til teksten)

Don McLean blev født i New Rochelle i staten New York og voksede op som en sky, astmatisk dreng, der kompenserede for manglende deltagelse i idræt ved at begrave sig i musik. Little Richard, Frank Sinatra og Buddy Holly stod på hans personlige playliste. Tidligt valgte han musikken som karriere og blev med sin kunnen på guitar og især banjo protegeret af legender som Josh White og Pete Seeger, som sørgede for, at han fik et par gode legater.

Hans debutalbum, Tapestry, udkom i 1970, men ovnen blev først tændt for McLean, da hans pladeselskab blev opkøbt af United Artists Records. American Pie, albummet med samme titel som sangen, demonstrerede til fulde, at McLean var andet end et one-hit wonder. Sange som ‘Vincent’, ‘Dreidel’ og senere den betagende ‘And I Love You So’ vidner om et talent, der ikke helt fik den plads, det i sin tid fortjente. Måske var hans uheld, at Paul Simon satte sin solokarriere i gear på samme tidspunkt.

Siden har den nu 66-årige Don McLean turneret mere ydmyge steder, udsendt en stribe albums med tydeligere accent på den traditionelle trubadurrolle, men han har ikke været hitlisteplaceret siden 1981. Han har dog nok ikke været henvist til at spise hengemt tærte.

Til efteråret fejrer han 40-året med en Europa-turne. Ingen danske koncertdatoer er – endnu – offentliggjort. Følg med her.

PS: En sejlivet myte gør sangen ‘Killing me softly with his song’ inspireret af ‘American Pie’. Det er ikke korrekt. Den er godt nok inspireret af McLean, men af hans sang ‘Empty chairs’, som han gav til en koncert, der blev set af sangeren Lori Lieberman. Hun skrev derpå et digt, som hun gav til Charles Fox og Norman Gimbel. De havde en sang uden færdig tekst liggende, som de kaldte ‘Killing Me Softly With His Blues’. Resten er pophistorie. Præcis som ‘American Pie’.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK