40 år med Maggie May

I disse dage for 40 år regerede Rod Stewart både i radioen og på hitlisterne. På begge sider af Atlanten. Singlen ‘Maggie May’ og Every picture tells a story, det album, den var hentet fra, endte begge med at blive nummer et i England og USA. Og en række andre lande.

Når man ser billeder fra dengang er det svært at forestille sig, at han var et sexidol med sit Polle fra Snave-hår, men ‘Maggie May’ gjorde ham til det. Selv om Stewart senere undrede sig over sangens succes – den manglede melodi, mente han! – var det første gang, han fik forløst sin kærlighed til både Motown og britisk folkemusik i en rockmusik, der har holdt sig forbløffende godt. Og som lige fik et ekstra touch af Ray Jacksons mandolin sat op mod Ron Woods guitar. Den oprindelige albumversion intoneres sågar af en akustisk guitar-intro, spillet af medkomponisten Martin Quittenton.

‘Maggie May’ handler om dengang den 16-årige sanger fik taget sin manddom, men som altid med de bedste sange så er det ikke så meget teksten som måden den synges på af Stewarts sandblæste, sårbare stemme, der bliver hængende i hukommelsen. Har han siden sunget bedre?

Oprindelig var nummeret b-siden til en ret dylansk fortolkning af Tim Hardins ‘Reason to believe’. Og det var ved slet ikke at komme med på albummet, fordi Stewart ikke syntes den var færdig.

‘Reason to believe’ gik i al diskretion ind på en 98. plads på Billboards Hot 100 17. juli, men bevægede sig meget langsomt. Radioværterne begyndte så at vende pladen om, og seks uger efter udgivelsen blev ‘Maggie May’ ophøjet til a-side og en 46. plads med en bullet.

Året endte med, at Rolling Stone erklærede Stewart ‘Rock star of the year’. Ikke mindst på grund af albummet, som i sig selv blev en af de mest holdbare byggesten i opbyggelsen af Rod Stewarts position.

Jo, he wears it well.

PS: Hørt med danske ører er det værd at huske, at den senere Sandmen-guitarist, nu afdøde Sam Mitchell spiller slide på albummet.

Illustration: Beskæring af coveret til The Seventies Collection