60 år i dag: Daniel Lanois

I sit erindringsbind Krøniker giver Bob Dylan en levende skildring af, hvordan han under en privat middag delte en six pack med Guinness med Bono og drøftede livet, døden og musikken. Efter desserten anbefalede Bono Dylan at kontakte den canadiske sanger og komponist Daniel Lanois, hvis han skulle få brug for en ny producer. Ja, faktisk lobbyede Bono så uskrømtet for Lanois, at han ringede denne op og gav røret til Dylan.

Sammen med Brian Eno havde den nu 60-årige Lanois i 1987 for alvor sat U2 på rocklandkortet med The Joshua Tree, og havde givet Dylans tidligere kapelmester, Robbie Robertson, en lysende start på solokarrieren. Halvandet år senere var Lanois forløser af Dylan-albummet Oh Mercy, som for mange stod som en kickstart af legendens lidt stagnerende karriere.

Samme år, 1989, albumdebuterede Lanois i eget navn med Acadie; et atmosfærefyldt værk som søgte ind i musikkens mystik, og fungerer som en slags blueprint for hans virke. Som en anden arkitekt arbejder Lanois med vinkler, rumvirkninger og lysindfald i en musik, der er moderne nok til at kunne kaldes både ambient og dub og traditionsbevidst nok til at være americana, for nu at iklæde den genretermer, der bliver ligegyldige og utilstrækkelige, når Lanois er bedst. Musikken er for ham både stoflig og sfærisk.

Sammen med sin bror Robert etablerede Lanois allerede i 1970 et hjemmestudie i familiens bryggers i byen Hull i delstaten Quebec. De fik hurtigt lokale kunder og lidt af et navn. I 1982 indledte Daniel Lanois et samarbejde med Brian Eno, som førte til co-produktionen af U2′s The Unforgettable Fire. Derefter har Daniel Lanois ikke behøvet noget visitkort.

På cv’et står navne som Peter Gabriel (de multiplatinsælgende So og Us), Sinéad O’Connor, Neville Brothers, Emmylou Harris, Willie Nelson og Neil Young sideløbende med en anmelderrost solokarriere, hvor mere regulære, sangbaserede projekter har veksler med instrumentalmusik og filmlydspor.

Samarbejdet med U2 er fortsat – Lanois iscenesatte senest No line on the horizon. Derimod blev det kun til yderligere et album med Bob Dylan, det Grammy-vindende og dybt eksistentielle Time out of mind fra 1997. Under det arbejde blev Dylan både så inspireret af Lanois og så irriteret over dennes idelige iver efter at ville forbedre ham, at han siden har valgt at producere sig selv.

I virkeligheden helt i Daniel Lanois’ ånd, som er ikke at dreje på de samme knapper hver gang.

Lanois’ hjemmeside er et besøg værd.

Foto: Alex Ross ©