Lad os få det på det rene fra start: Sting holder sig uforskammet godt. I dag fylder han 60, ham, dåbsattesten kalder Gordon Matthew Thomas Sumner. Og på sit seneste udspil, dvd’en og cd’en Live in Berlin, nytolker han sine kendteste sange i kongenialt samarbejde med The Royal Philharmonica Concert Orchestra, så han i de bedste øjeblikke lyder som grunden til, at Gud gav os en sangstemme.
Læg dertil en situationsbeherskelse og afslappethed, som kun matches af hans musikalitet. Trods disse kvaliteter har Sting aldrig været anmeldernes kop te. Han er blevet beskyldt for at være for poleret og parfumeret. Ikke rock nok. Og selv om der ingen grund er til at betvivle hans mangeårige, helt håndgribelige engagement i bestræbelserne på at redde regnskoven, er han også blevet udstillet som selve billedet på en hattedame, ekviperet af Armani.
Intet af dette er gået Sting på: »Min strategi er at være optimistisk, ja, måske naiv. Måske er det i virkeligheden min opgave,« har han sagt. Det har altid givet ham en fremdrift og sikkerhed, som mange har forvekslet med arrogance.
Her på årsdagen er det svært at forestille sig, at Sting engang var popidol. Det var han som bas-spillende sanger i The Police, som fra 1978 med sange som ‘Every Breath You Take’, ‘Roxanne’ og ‘Message In A Bottle’ kombinerede reggae og en småpunket attitude med en lidt for intelligent pop, der ikke skammede sig over at være inspireret af den jazz, som den skolelæreruddannede Sting både havde spillet og hørt hjemme i Newcastle som teenager.
I 1983-84 trængte Sting til at kunne høre sig selv efter alle disse arena- og stadionkoncerter. Hans optræden ved koncerter for bl.a. Amnesty og Live Aid bestyrkede ham i troen på en fremtid som solist. Resultatet blev The dream of the blue turtles, et album, der i 1985 ikke lød som noget andet. Og stadig ikke gør det. Sange som ”Russians” og ”If You Love Somebody Set Them Free” så ham i jævnbyrdigt selskab med jazzfolk som Kenny Kirkland, Omar Hakim og Branford Marsalis (som gæsteoptræder på Berlin-dvd’en). Og albummet kridtede hans musikalske univers op. Det blev yderligere uddybet med Nothing like the sun… med hittet ‘Englishman in New York’.
Fra halvfemserne skal fremhæves cd’en ‘Ten Summoner’s Tales’, hvor keltisk inspiration byder fusionsjazz, verdensmusik, gennemlyste ballader og dynamisk rock op til en dans, hvor sindet røres mere end benene:
Samtidig afprøvede Sting sin musikalske bæredygtighed i andre sammenhænge. Med en utrættelig og genresprængendeproduktivitet. Han har indspillet med hiphop-ikonerne Black Eyed Peas, græske folkemusikere og mormon-kor. Og indtalte Peter og Ulven, akkompagneret af Claudio Abbado, han medvirkede i Stravinskijs The Soldier’s Tale. Af indlysende grunde fik filmindustrien et godt øje til ham. Mest i småroller som sig selv, men i Quadrophenia var han The Bell Boy, og han var Feyd-Rautha Harkonnen i science fiction-dramaet Dune.
I 2006 foretog Sting et overraskende stilskift med den første af to plader, hvor han iscenesatte sig selv som fortolker af bl.a. den elizabethanske komponist John Dowland. Det gjorde han helt ubesværet. I 2007-08 gjorde Sting et på forhånd tidsafgrænset comeback med The Police, men da pengene var tjent og nostalgien mættet, tog han sammen med nye klassisk skolede legekammerater i The Royal Philharmonics fat på at udlede kvadratroden af sin musik. Eller som han synger et sted:
He doesn’t play for the money he wins
He doesn’t play for respect
He deals the cards to find an answer …
I privatlivet finder han de svar på snart tredivte år i ægteskabet med skuespilleren og filmproducenten Trudy Styler. Sammen har de fire børn – Sting har to fra et tidligere ægteskab.
Den runde dag falder sammen med 25 års jubilæet som solist. Det markeres naturligvis med både et labert bokssæt og en dobbelt-cd. Stings bestræbelser på at forbedre verden har nemlig ikke gjort ham blind over for mekanismerne og indtjeningsmuligheder i den branche, han altid har haft det ambivalent med.
»Fordi man er idealist behøver man ikke være idiot« står der som usynligt motto over hans virke – indtil videre.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
[...] er ikke kun Sting, der har fødselsdag her i starten af oktober. I morgen fylder Chubby Checker 70 år. Chubby kom [...]