70′erne revisited på DR2

Det er igen hipt at være hippie. Eller se ud eller lyde som sådan. Bare se bestsellerlisten eller moden, der er behængt med indisk simili og blomstrede gevandter, alt imens unge musikere kandiderer til titlen som Mr. Tambourine Man med 40 års forsinkelse.

Jeg forstår det ikke helt, for så fedt var det heller ikke at gå med bare tæer. Og dyrke det, kun overleveringen husker som fri sex. Datidens anti-sportsstjerne, håndboldspilleren Palle Nielsen, husker i hvert fald, at »vi var lige så jaloux som resten af samfundet.« Han gruppesexede ellers for åbent kamera. Og Knud Foldschack har aldrig glemt, da det rituelle partnerbytte i fællessovesalen blev afbrudt af en pige, der græd, fordi hun ville blive hos ham, hun holdt af, og ikke havde det som i sangen ’If you can’t be with the one you love, love the one you’re with.’

Disse yderpunkter blev stillet op imod øjenvidneberetninger fra Tvind-skolerne, hvor der, i hvert fald som gruppepressende metode, herskede et nul-sex-kodeks, hvor man ikke måtte synes bedre om nogen end andre. Det fælles var Gud, som det blev udtrykt.

Alle tre var begge med i ’Fra blød hippie til hård revolutionær’, Anni Papes rejse tilbage i fortiden, sendt på DR2 lørdag på et tidspunkt, hvor oldhippier alligevel babysitter børnebørn.

I et psykedelisk malet folkevognsrugbrød, naturligvis kørt af ung militærnægter, opsøgte Pape ekskærester, veninder og medkollektivister fra dengang, kvinderne om vinteren alle sammen lignede Sarah Lund, for at finde ud af, hvorfor snabeltyrkerskoene for mange blev udskiftet med maosutter – også af den åndelige slags – da 70’erne tog fart.

Tilrettelæggeren brugte sin egen udvikling fra purung flipper via Tvind til skolet marxist som fortællingens motor.

Det kunne være blevet tåkrummende og navlepillende. Det blev det ikke. Ganske enkelt fordi tilfældet i sin tid havde placeret Anni Pape blandt interessante mennesker, der i dag havde noget interessant at sige om dengang dét, som Ebbe Kløvedal blev citeret for at have sagt, gjaldt om at være ærlig i sin tvetydighed.

Kun den gamle, rødstrømpede VS’er, Venstrekonvertitten Karen Jespersen, kunne slet ikke finde ud at agere afslappet, men var hele tiden på vagt og dækkede sig ind, hvor de andre medvirkende lagde deres fejltagelser og fejlskøn blot. Samtalen med hende og Anni Pape, hendes daværende kollega på Dagbladet Information, burde have være klippet ud.

Af og til brændte fortiden igennem med en styrke, som kom bag på Pape. Som i mødet med en gammel flamme fra Tvind. Der var der noget i klemme og dér ulmede stadig en glød, som demonstrerede, at trods al snak om fællesskab og solidaritet var 70’erne for mange en personlig dannelsesrejse. Sagt lidt mindre høfligt: Et egoflip.

Det må have undret de mange arbejdere, der dengang blev taget som gidsler for venstrefløjens opfattelse af, hvad et sandt og stærkt menneske var. Det var en han og han skulle helst arbejde i jernindustrien. Det gjorde John nu ikke, men han sådan ud. Han arbejdede på Berlingeren under de 141 dage, der reelt kostede typograffaget livet, selv om det i sin tid blev fejret som en sejr.

Mens mange af programmets deltagere i bogstaveligste forstand sad med udsigt til pittoresk herligheds- og friværdi, snakkede de tidligere kærester, tillidsmanden og programtilrettelæggeren, om fortiden over en dåseøl i en kolonihave i Haveforeningen Frem i Sydhavnen. John havde været VS’er, og helt vidunderlig var hans mildt overbærende skildring af, hvordan evighedsstudenterne i partiet i ramme alvor troede, at man kunne lave overenskomstforhandlinger med arbejdsgiverne ved at alle, og her mentes alle, medarbejdere satte sig i plenum med direktøren.

Af særlig interesse for denne blogs læsere var et indslag med den altid velformulerede og utrætteligt engagerede Peter A.G. Nielsen. Han oplevede dele af 70’erne som en gold periode, hvor »nogen satte sig på friheden med det samme,« hvor »kynikere tog magten,« og «hvor man gjorde sig mere revolutionære end man var.« Uden at nævne navne. Klip til arkivklip med Arne Würgler og Benny Holst på arbejde som røde skillingsvisesangere, hvor det i stedet havde klædt programmet at konfrontere dem med Gnags-sangerens påstand.

På den anden side var programmets fortjeneste, at man ikke lagde et efterrationaliserende facit ned over tiden, men blotlagde magien, modsigelserne og den indbildskhed og naivitet, der for et fåtal førte til fatal radikalisering.

Jeg ønsker hverken kapitallogik, hønsestrik eller børnehaveseminariets årelange strukturdebat genoplivet, men vil se programmet igen.

Programmet kan ses eller genses her.

Denne anmeldelse er en længere version af den tv-klumme, der står at læse i dagens printudgave af Politiken.

Illustration: Ritt Bjerregaard, der reddede RUC, selv om det ikke gik op for de studerende, var en af deltagerne i Anni Papes road movie om 70′erne. Foto: DR©