A.G. frygter ikke sin skygge

Jeg har læst, at Peter A.G. lyder for meget som Gnags på denne, hans første soloplade siden den alt for oversete Solo i 1997. Og kunne forstå på anmeldelsen, at det trækker ned. Mærkeligt argument. Har nogen nogensinde bebrejdet Paul McCartney, at han lyder for meget som The Beatles?

Selvfølgelig lyder A.G. som Gnags. De var ham og han var dem. Og er der noget, A.G. ikke gør på Det scene show, så er det at frygte sin egen skygge. Han står ved, hvem han var og hvem han er.

Det scene show er bedst, når den voksne A.G. genindtræder i sin barndoms håndholdte film. Han synger om en tid, der gav skrammer på knæene og sår på sjælen. Dengang man fik tiden til at gå med at se på skyer fra en robåd, som det hedder i åbningsnummeret ‘Hvis Du Rejser Der’, der lyder som hvis Grand Ole Opry havde ligget i Skjern – og gjorde det egentlig ikke det?

Den store sang på en plade, der ikke vigter sig eller stiller sig spor an, er “Det Når Mørket Falder På”, om opleve magien ved det første rampelys, sunget af en lille dreng, der “har neglerodsbetændelse og jeg stammer…” At kunne få den linje til at klinge som et sing along-refræn siger en del om hemmeligheden og kvaliteten ved A.G. som sangskriver.

Måske skriver han ikke længere de umiddelbare ørehængere, og han trækker ikke længere vilde kaniner og underlige fisk op af hatten, men han kan noget med rim. Hos ham er der ikke ordene, der rimer, men lyden af dem. Kan man definere musikalitet bedre? Eller poesi for den sags skyld.

En sang som ‘Min første guitar’ er et godt eksempel: “Så stod jeg uden for butikken/for den guitar sku’ bli’ min/jeg skulle bare lige tjene pengene til hende…” sangfortalt med al den narrative pondus, som afslører, at Allan Olsen ikke kun har lyttet til Dylan.

Guitaren blev for A.G. både et værn og et våben. Den neglebidende stammer satte sig igennem med al sin længsel og trods, men set i de gadespejle, der var mange i hans barndoms gader, må han erkende, at han de første mange år sang om fællesskabet, men ikke selv var i stand til at deltage i det. Han kom som bekendt efter det.

Blandt andet fordi han nægtede at lytte til det, nabokonerne udbrød, når han tog klovnemasken på: “Det er du da for gammel til det, det der, Peter”.

Det scene show er ikke kun barndomserindringer af den usentimentale slags. På en ballade som ‘Heather Hill’ om den enkle lykke og den svære smerte viser A.G., at han kan croone uden at der krummes tæer.

Det er også en plade om at blive ældre. De ting hænger jo sammen. Og ses i et afklaret lys: “Det er efterår, jeg tryller/en gylden buket/der bliver smukkere og smukkere/når man selv visner lidt…”

Peter A.G. har efter dette album ingen grund til at hænge med hovedet. Og hvis han gør, har han sikkert altid en danskvand inden for rækkeviddde.

Glemte jeg at sige, at musikken, produceret af Jenno alias Jens Bjørnkjær, er knivskarp og alligevel så sårbar og blød som de erfaringer og drømme, den besynger. Og at A.G. selv synger med en styrke, der har mod til at give plads til svaghed.

Nu er det i hvert fald sagt.

Peter A.G. Nielsen: Det scene show. Producer: Jenno. A:larm.

Han er p.t. på turne med Det scene show. Se her hvor.

Ukrediteret pressefoto.