Det sker alt for sjældent, at man i den ustoppelige strøm af pladeudgivelser pludselig har det, som om tiden står stille og giver plads til eftertankens poesi og en drømskhed, der ikke er af denne verden, og så alligevel virker så nærværende, at man som lytter deler et meget privat rum med sangeren.
Alle disse ord for at beskrive debutalbummet fra den i Berlin bosatte danske sanger og sangskriver Agnes Obel. Philharmonics kalder hun det. Ligesom for at understrege paradokset som et kunstnerisk udtryk, for musikken er aldeles ikke opulent, men asketisk arrangeret. Og Obel spiller på sit forstemte klaver, som om hun søger sandheden i hvert eneste anslag. Lidt som en nybegynder, der opdager, at musikken bedst åbner sig, når man hvisker til den.
Og så alligevel ikke, for hun besidder allerede stilsikkerhed og egenart. Det er ikke sådan, at det er umuligt at høre inspirationen fra Jan Johansson og Eric Satie i de spindelvævstærke sange, hvor Suzanne Vega møder Nico med et touch Debussy, men samtidig er melodierne også iørefaldende og hjemsøgende på en dragende, gådefuld måde. Som om der bag enkelheden da må være noget mere…
Man skal som bekendt ikke forstå alting. Oplevelse er ofte bedre end analyse, så læs lige teksten til titelmelodien:
Guess who died last night
In grey stockings, in all might
It was no loss
The only God of mine
He fell down just to drown
In a sea of delight
To tame champagne
And creatures of the night
As the water took him over
Filled his lungs inside out
I sold his gold
For flowers and rice
Speaking fire he would hire
Pawns and peasants just like me
To feed upon the conquered ones
But now we are free
Vi lader ordene stå lidt. Sat til musik bliver de til magi.
Længsel og den smertefulde styrke ved ensomhed og forladthed er nogle af temaerne på en række, måske lidt for enslydende sange, der på den anden side føjer sig sammen til en smuk suite.
Svagheden ved musikken er, at den kan glide i et med omgivelserne og blive til intellektuel musak. Intet under, at Thomas Vinterberg har brugt Obels musik til sin film Submarino, men hun er ikke kun til weltschmerz og P1. Hendes kontrakt med det belgiske pladeselskab PIAS (som herhjemme distribueres af VME) kom f.eks. i stand efter at Deutsche Telekom havde brugt hendes ‘Just So’ i en reklamefilm.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
[...] debutalbummet Philharmonics, alle dets kvaliteter ufortalt, sine steder kan fremstå som en småintellektuel stiløvelse, er Agnes Obel live en helt andet [...]
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
[...] debutalbummet Philharmonics, alle dets kvaliteter ufortalt, sine steder kan fremstå som en småintellektuel stiløvelse, er Agnes Obel live en helt andet [...]
[...] anmeldelse af debutalbummet kan du læse her. Du kan dele med [...]