Agnes tog os med stille storm

Der var en egen, sitrende forventningsfuldhed i Copenhagen Jazzhouse, hvor Agnes Obel, årets anmelderhit, søndag aften skulle give sin første egentlige koncert som hovednavn. Ikke alle i det udsolgte lokale havde læst lige meget på lektien. Bag os spurgte en tilskuer: “Mon det er hende selv, der spiller det klaver?”

Det er det, og dèt i den grad. Agnes Obel er ingen virtuos, men hun bemestrer Steinway-flyglet på en måde, som er ganske spektakulær. Alene synet af hendes alfelignende, blonde lethed bag al den imposante sorthed… Jeg talte kun en enkelt teknisk fejl undervejs i et lille, intimt sæt, hvor Obels minimalistiske, etudelignende velskabte popsange fik ekstra klangdimensioner af Anne Müllers meget meddigtende og percussive cellospil.

Hvor debutalbummet Philharmonics, alle dets kvaliteter ufortalt, sine steder kan fremstå som en småintellektuel stiløvelse, er Agnes Obel live en helt andet sag.

Den synlige og udtalte nervøsitet klædte hende. Med håret sat op i sildebensfletninger og iklædt det, min unge ledsager – med respekt – omtalte som en berliner-genbrugs kjole og upudsede støvler, der var så meget sidste år, kom Obel igennem som alt andet end cool. Hendes generte smil lyste rummet op, og hendes taknemmelighed over, at folk var så begejstrede, var ikke påtaget.

Omvendt var der ingen selvudslettende usikkerhed, når hun gav sig hen i sangene. Hun kan det der særlige med at være kontrolleret og selvforglemmende på en og samme gang. Jeg har læst mig til, at hun skulle lyde ligesom Joanna Newsom. Selv hører jeg hende som en krydsning af Nico på lykkepiller, Sandy Denny og Kate Bush, hvis man da overhovedet behøver sammenligne. Og hun har faktisk ikke så lidt af en bluessanger gemt i fraseringerne.

Koncerten var ganske kort. En times tid. Men mere end fyldestgørende. Efter ekstranummeret ville Copenhagen Jazzhouse ikke slippe hende og Anne Müller. Kejtede og småbenovede tumlede de ind på scenen igen, men i stedet for endnu et ekstranummer betroede Agnes Obel os, at de nu havde spillet alle de sange, de kunne, men at de ville love at lære nogle flere til næste gang!

Næste gang bliver måske til februar, og mon så hende bagved længere er i tvivl om, hvem der spiller på klaveret?

Se Gaffas billeder fra koncerten her.

Hør koncertens ekstranummer her.

Kim Skotte anmelder koncerten i Politiken tirsdag 16.11. Klik her.