Altid nogen hjemme hos Larsen

De findes skam, de programmer, hvor værten ikke kun inviterer gæster for at promovere sin teflonbelagte forfængelighed, de programmer, hvor diskussioner ikke pr. automatik udarter til skænderi, de programmer, hvor man ikke forveksler højrøstethed og engagement, de programmer, som har mod til at lade seeren/lytteren tænke sit.

Sådan et program har Karen Secher i over 180 programmer været vært for på P1. Det hedder ’Besøgstid’, og har kørt så længe, at man kan frygte det overvejet nedlagt af den altid rastløse DR-ledelse, der har gjort omskiftelighed til en kvalitet i sig selv, en slags bevis på at de betyder noget.

I ugens udgave var hun hjemme hos en konstant i dansk kultur, Kim Larsen. Anledningen var vel hans kommende cd, Du glade verden. Nu behøver Larsen ingen anledning, der er altid nogen hjemme, men det var fint at høre ham i et regi, som ikke var en produktreklame, men en samtale. Den varede en time. Og føltes kortere.

Karen Secher evner at turde lade sine besøgende tale ud, uden at hun derfor bliver mikrofonholder. Og Larsen er så gammeldags høflig og ægte interesseret, at han lytter til spørgsmålene, før han svarer.

Da den lidt for svulstige, læste intro var overstået, tog programmet med rette en masse for givet og brugte ikke tid på mellemregninger. I stedet anslog Secher og Larsen temaer, man kan kalde eksistentielle, hvis det ikke var fordi Larsen angiveligt har det med filosoffer som bondemanden i ‘Store Claus og Lille Claus’ havde det med degne.

Vi vendte guddommeligheden i skabelsesprocessen, også den noget mindre, men lige så afgørende af slagsen i sangskrivningen. Og balancegangen mellem det, Larsen kaldte »det kontrollerede vanvid og det uforklarlige«. Den mødte han først hos Little Richard og siden hos Pontoppidan. Den spændvidde gør ikke mange ham efter. Det gør han ikke selv stor stads ud af, kalder sig bare videbegærlig. Og er dannet på en måde, der på nogen kan virke gammeldags. Vi er nogle, der finder den tidløs.

Og fremhævede, hvordan Gasolin’ fik ham til at indse, at musikken er større end egoet. Den erkendelse kom, efter at de andre havde givet den »følsomme, lille tøsedreng« hug for at fylde for meget.

Samtalen med P1-værten, som Larsen med konsekvent kun kaldte ved efternavn, betonede samtidig, hvorfor vi mangler en ordentlig bog med og om ham. Han er jo det talte sprogs mester. Her tænker jeg ikke kun på, at han kan affyre one liners, så de ikke lyder som klicheer. Næh, han har noget at sige, fordi han har noget på hjerte. Og fordi han har bevaret eller måske rendyrket evnen til forundring. Som han sagde: Den, der kan bedåres, bliver aldrig kynisk.

Det tonefald lader sig ikke overføre til skriftsprog. Og så kan det godt være, at Larsen også er lidt af en krukke, men den går der som bekendt ikke skår af, bare den er solid nok.

Godt, at P1 kendte sin besøgelsestid.

Foto: Thomas Holmby Hansen © DR

Programmet kan, sammen med andre i serien, (gen)høres her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 Dette er en lidt længere version af den anmeldelse som kan læses i dagens printudgave af Politiken.