Americana klæder Krebs
21. marts 2011 //
Hvis man husker langt tilbage på en sang som ‘Gone Gone Gone’ og hvis man hører til de mange, der har nydt hans koncertparløb med Michael Falch, er det ikke overraskende, at Poul Krebs nu udgiver sit første engelsksprogede album. Crosby, Stills & Nash, Dan Fogelberg og Jackson Browne er jo en del af hans musikalske arvegods.
Det overraskende er, hvorfor cd’en først kommer nu, og så, hvor vellykket og personlig den Charlie Sexton-producerede Magnolia Tales udfolder sig. Intet ville have været mere forventeligt end behjertede smukke pasticher. Okay, pladen lyder godt, men det skal man vist hedde Thomas Treo for at have noget imod…
Men den lækre lyd er ikke et mål i sig selv. Kun en medgift, når man kombinerer smagfuld sangskriver med subtil guitarist og producer af den slags, der både fremhæver detaljer og helheden. Ikke nogen dårlig egenskab, når man arbejder med en sanger, der ikke længere er folkrockens svar på en crooner, men et menneske, der har været sit igennem, så det kan høres.
Charlie Sexton er ikke ude på at få nevø Poul til at klinge som onkel Bob, selv om en sang som ‘Shadow Soldier’ (en opdatering af Helmand-bluesen ‘Skyggernes Nat’) godt kunne lyde som et outtake fra Street Legal, og det er i min bog et plus.
Den hang til at give sig så meget hen, at rørstrømskheden altid er en risiko, når Krebs synger på dansk, forvandles på engelsk til en fornyet inderlig blidhed. Som ikke bliver mindre af at han synger amerikansk, som om han drømmer på det sprog. Et nummer som ‘Guess What’ burde gøre Krebs rig og berømt over there i tolvte time; en sang om, lige før dommeren fløjter kampen af, at møde det uventede, store og selvforglemmende – kærligheden.
Andre små sensationer på pladen er ‘Marie (I Say Nothing)’, som Brødrene Olsen burde indspille for at komme ud af deres repeat mode. Og ‘Just A Moment’ om at finde livsbekræftelse i noget så flygtigt som den elskedes åndedræt, akkompagneret af en melodi, fuld af rig klanglig tekstur – Sextons stjernestund på en plade, hvor han ellers nedtoner sig selv og sine instrumentale kvaliteter til fordel for solisten og sangene.
Samt ikke mindst den afsluttende country-gospel, den ‘I Shall Be Released’-beslægtede ‘Let It Ring Out’, som er en hyldest til nuet og til utopien. Sunget skælvende, men fuld af styrke.
Jo, Poul Krebs slipper ikke taget i sådan nogen som os.
Og så skal jeg lige huske at nævne, at Mads Mikkelsens stilfulde indpakning er endnu en grund til ikke at lade sig nøje med at downloade.
Poul Krebs: Magnolia Tales. Producer: Charlie Sexton. KrebsFalch/Transistor. Udkommer i morgen.
Kedelig og overproduceret iflg BTs anmelder…
Man skal ikke tro på anmeldere, men på sig selv:-)
BT’s anmelder kan ikke engang skrive titlen på cd’en rigtigt…og at den er super produceret, gør den bestemt ikke kedelig, tværtimod!
Der er sjældent noget som vækker mere debat end anmeldelse af musik. Det kan ofte være svært, da mange elsker en bestemt kunstner så meget, at man slet ikke tager stilling til kvaliteten, men blot lader sine følelser bedømme en ny plade med ens idol.Anmelderen derimod, er ofte styret af sund fornuft og intelligens, og det kan godt virke provokerende på folk, som elsker deres idoler så meget, at man ikke vil erkende at de godt kan lave noget, som kvalitetsmæssigt er et lavpunkt…..Det er således en kendsgerning, at hvis Krebsen udsender et album, udelukkende med prutte- og bøvselyde, ja så vil hans trofaste fans give pladen seks stjerner!