You are here: Home / Kritik / Musik / Anbefales: Anna Rosenkilde
Anbefales: Anna Rosenkilde
4. juni 2012 // Kommentarer slået fra
Medens vi alt for længe har ventet på nyt fra Agnes Obel, er der gang i den ved klaviaturerne i de små digitale hjemmestudier. Anna Rosenkilde er det seneste eksempel på en sanger og sangskriver, der leder efter intet mindre end poesiens uforklarlige renhed. Og ret ofte finder den, derude i en klangligt landskab, hvor mystikken ikke er en ven, men en fjende. Into the music, into the mystic – for nu at parafrasere et par albumtitler fra Van Morrison.
White Woods er multiinstrumentalisten Anna Rosenkildes debutalbum. Hun spiller klaver og andre tangenter plus det løse med en dygtig alsidighed og begavet musikalitet, der aldrig bliver blær. Hun sidder ikke og fedter med følelserne. Der bliver skruet op, men hun kender også alt til tysthedens skønhed. Det er den balanceakt, der bærer et album, som måske rummer et par lidt for ens, Kate Bush-inspirerede sange, men ellers emmer af personlighed og stil. De to ting behøver ikke altid matche hinanden. Det gør de her.
Dårligere bliver det ikke af kongeniale gæstemedvirkende som slagtøjspilleren Rasmus Jusjon og Henrik Marstal på subtil autoharpe – på den afsluttende, sommerfugleflaksende ‘Amaranth’:
Jeg vil nødig op til eksamen i hendes engelske tekster (hvorfor er dansk så forbudt?), men det dunkelt skrevne er i hendes tilfælde ikke det dunkelt sungne. Hun vil give det usagte mæle med en stemme, der rækker fra det singer-songwriter-fortællende til at udgøre et fuldtonende enmandskor.
Hun vil være et med verdensaltet. Det forunderlige og forunderligt smukke ved pladen er, at de ambitioner ikke ender i prætentiøs selvhøjtidelighed. Der er en egen nærhed over musikken for den, der lytter. En nærhed, som vel at mærke kun forstærkes ved, at sangeren så åbenbart elsker at give sig selvforglemmende hen. Som i den nærmest oratoriske ‘Twinkle in time’.
Af og til kan det ende som lydtapet og blive mere kønt end smukt, men når hun brænder mest igennem magter Anna Rosenkilde virkelig at få os til at se og sanse skoven for bare træer.
Anna Rosenkilde: White Woods. Producer: Anna Rosenkilde. Palindrome Records.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
