Anbefales: Charles Bradleys soul

1 Comment

Why is it so hard to make it in America, synger Charles Bradley, så man ikke et sekund er i tvivl om, at her er mand, der virkelig har prøvet på det. Nu lykkes det måske. I hvert fald albumdebuterer han i en alder af 62 med No time for dreaming. Og gør det med aplomb.

Bradley voksede op på Brooklyns asfalt og et afgørende øjeblik for ham var da hans søster tog ham med i The Apollo Theatre for at se, nej, opleve James Brown. Det syn, den lyd, den energi er han aldrig kommet over. Og han bar oplevelsen lige inden under huden, mens han blev voksen. Det var den drøm, der blev drivkraften for ham, mens han kæmpede sig vej op ad den sociale rangstige.

Der endte han som køkkenchef og kok, og som sådan arbejdede Charles Bradley i mange år, alt imens han sang og skrev sange, fulde af sjæl og et uudsletteligt ekko af James Brown-ballader som ‘It’s a man’s, man’s, man’s world’.

Der gik frasagn om hans optrædener på små spillesteder, og efter årtusindskiftet fandt han sammen med de dedikerede unge musikere i Menahan Street Band, der kan deres soulklassikerkatalog, som om de selv har skrevet et par kapitler i det. Et par singler udsendtes og nu altså dette album.

Ikke siden Wilson Pickett, Otis Redding og James & Bobby Purify har jeg hørt magen! Tiderne, og der har været flest af de hårde, har sat sig i Charles Bradley og i hans stemme, men der er aldrig noget selvmedlidende over hans blues. Kun viljestyrke og erfaring. Og så en inderlighed, der er umulig at modstå. Hør en sang som ‘I Believe In Your Love’. Man skal have et hjerte af sten for ikke at blive rørt.

Sådan er det hele vejen på en plade, det ikke dur at affeje som retro-soul. For Charles Bradley er soulmusikken ikke en nostalgisk stiløvelse, fuld af cool og hipness. Livet er for ham ikke en cat walk.

Han er ikke ude på at vinde stilpoint. ‘Kun’ ude efter at få sandheden frem. Bradley er, i al sin beskedenhed, formidabel.

‘What is soul’ hed en gammel sang. Svaret er her.

Charles Bradley: No time for dreaming. Daptone Records/VME.

Han optræder i øvrigt på Roskilde i år.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    capac24. maj 2011 - 13:20

    Den er noteret.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top