Anbefales: Ditte Rønns debutalbum

Kommentarer slået fra

Alene omslaget signalerer det – vi er ude i eksistentiel, søgende kunst her. Man behøver dog ikke at have studenterhue på for at høre Ditte Rønns selvfinansierede debutalbum, Echoes of Madeleine. Lyst til at give sig hen i en fordybelse, som ikke er målrettet, er tilstrækkelig.

Den syngende tangentspiller Ditte Rønn har tidligere gjort sig bemærket i b.a. Røst, en duo med Søren Bebe, der genopdager danske folkeviser med sikker smag, afslappethed over for det vedtagne og sans for det stilfærdigt skæve.

I eget regi arbejder Rønn sammen med guitaristen Sune Skuldbøl Vraa Nielsen, som ynder den svære kunst at gøre sig bemærket ved alt det, han har mod til ikke at spille. Vokalt bebor Ditte Rønn sit helt eget ingenmandsland mellem Tori Amos, Joni Mitchell og Tim Buckley. Og hendes sikre intonationer og lige så drømske fraseringer giver sangene en særegen, dragende slavisk undertone. Jo!

Hendes timbre emmer af noget så selvmodsigende, men uimodsigeligt, som æterisk varme. Klangpoet er en anden betegnelse for en komponist, der nok ikke lige bryder playlistmurene i DR, men alligevel godt ved, hvornår hun har fat i noget, der i ikke slet så tænksomme omgivelser ville falde ud som pur pop. Som på ‘So Softly’. Og ‘Room for you’ (YouTube-link).

Mere kan også gøre det! Det er et personligt landskab, Ditte Rønn opstreger, så personligt, at det kan ærgre, at hun ikke synger på dansk. Det ville fjerne den sidste rest af det lidt for private, der kan være over pladen. ‘I go as deep as I can go’ synger hun. Når hun er bedst, lyder det som alt andet end et postulat.

Den afsluttende obligate anmelderindvending må blive, at musikken næste gang vil kunne nyde godt af at lade den iboende lidenskab vokse friere.

Ditte Rønn: Echoes of Madeleine. Producere: Ditte Rønn & Sune Skuldbøl Vraa Nielsen. Geyser on tape records/Gateway.

Coverdesign: Claus Poulsen med foto af Sanne Holmskov Thrane.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top