Anbefales: Eddie uden Hugo

Kommentarer slået fra


Indrømmet, det er ikke hver dag sådan noget som – jeg havde nær skrevet god gammeldags – visesang kommer på bloggen. Paradoksalt nok fordi genren jo burde være topmoderne netop nu, hvor storytellers et godt stykke tid har været et tilløbsstykke, og en god vise kan jo rumme en hel verden af eventyr og virkelighed.

Eddie Skoller har altid været en af vore bedste visesangere. Det fortonede sig ganske vist lidt i hans kommercielle guldalder i 80′erne, hvor han (og Hugo) var her, der og alle vegne. I en periode rådede han tilmed over Byens bedste backingband – det hed de og det var de!

Pludselig var hans musikomikalske one man-shows blevet overhalet inden om. Sit down-humoren blev skyllet til side af bølgen af stand-up-komik. Skollers intelligent-ironiserende, tilbagelænede form var ikke længere street. Og pressen reducerede ham til ham, der var gift med og senere skilt fra Sissel Kjyrkebø. Showbiz rummer dog sin egen form for retfærdighed: Skoller roede imens så rigeligt hyren hjem ved en lang række lukkede firmaarrangementer både her og der. Det var måske med til at gøre ham lidt magelig, og i hvert fald ret usynlig.

Det rådes der bod på med hans første soloalbum i jeg ved ikke hvor længe. Og Kærlighedens karrusel er vel at mærke en studieindspillet plade, uden skygge af lårklaskende sjov, men fuld af en smukt grånende varme og lidenskab, og noget så gammeldags – der var ordet igen – som taknemmelighed over at være til og over at få lov at gøre det, han er god til.

Vokalt er han i topform, ganske enkelt. Han har en diktion, der aldrig bliver duarder, og synger med en indlevelse, der tangerer det filmiske.

Samspillet med Aske Jacoby får det bedste frem i hans fingerspil. Og bassisten Hugo Rasmussen, trommeslageren Alex Riel og den eminente pianist, Nikolaj Busk, sætter sangene i scene, så de ikke bliver enkeltstående tablauer, men en stribe nærbilleder fra et voksenliv.

Det er ikke enhver beskåret at skrive musik til en kongelig højhed, men Skollers tonsætning af Per Aage Brandts oversættelse af Prins Henriks digt, ‘Nocturne’, bliver så troværdig, at man ikke hele tiden for sit indre får pudsige billeder frem fra regentparrets soveværelse. Det er ikke hver dag, man møder linjer som “lad hjertet banke i ekstasers takt” og det er ikke, hver dag man møder en sanger, der lyder, som om det har han da også oplevet.

Mindre højsvungen, men lige så gallisk, er Skollers oversættelse af Aznavour’s ‘Hier encore’. Måske albummets flotteste sang med en selvreflekterende tekst om tiden, der er “kommet, hvor vi betaler for i går” efter et liv, hvor “vi blev skilt og gift og skilt og gift igen”. En bittersød gravskrift over et liv med “lidt for megen vin og overfladiskhed”. Samme stemning fastholdes på Skollers gamle kending, oversættelsen af Harry Chapins ‘Cats in the Cradle’, som engang hed ‘Far og søn’. Nu hedder den ‘Ride ride ranke’ og er stadig et lille mesterværk om, hvad der sker, når fædre får sønner og sønnerne bliver fædre. Et album med ene Chapin-tolkninger ville gøre godt.

Lige så vedkommende er hans renlivede udlægning af Steffen Brandts Dylan-oversættelse, ‘For at få dig til at blive’ (To Make You feel My Love). Ikke slet så nødvendig forekommer Leonard Cohens ‘I’m Your Man’ mig at være, sin lydefrihed til trods eller måske netop på grund af den.

En håndfuld egne sange er der også blevet plads til, skrevet i samme stemningsmæssige toneleje som fortolkningerne. Især kærlighedserklæringen ‘Her er så højt til himlen’ bevæger med sin hyldest til kvinden, som kun har en fejl: Hun er “alt for langt fra København”.

Gu’ ved, hvad Hugo siger til denne tur i kærlighedens karrusel?

Eddie Skoller: Kærlighedens karrusel. Producer: Nikolaj Busk & Eddie Skoller. Lydteknik: Louise Nipper. EMI.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top