Faldt over en anmeldelse i GAFFA, hvor Tim Christensen i aftes gæsteoptrådte med Gemma Hayes, som han er fan af. Det kan jeg godt forstå.
Siden den 34-årige sanger omkring årtusindskiftet debuterede med et par ep’er er hun vokset som en sangskriver, der flittigt vander sine irske rødder, men samtidig er på fortrolig talefod med samme musikalske inspiration, som man genhører i My Bloody Valentine og Mercury Rev. Ja, Mercury Revs oprindelige bassist David Fridmann producerede hendes andet album, Night on my side.
Hayes er ud af en storfamilie i Tipperary i det vestlige Irland, hvor de med garanti havde Bridget St. John- og Joni Mitchell-lp’er i ølkassereolerne. Hun har syv søskende, og indskrev sig på universitetet i Dublin. Hun endte med at droppe ud til fordel for musikken. Night on my side blev fulgt af den kommercielt mere strømlinede The roads don’t love you. Den floppede. Siden har hun kun prøvet at følge sine egne normer.
I år kom hendes fjerde album, Let it break, produceret af eks-kæresten David Odlum. Der igen udfolder hendes spindelsvævstærke skrøbelighed. Og denne sommer fik Hayes også tid til sammen med skotske Roddy Hart at genfortolke fire Dylan-klassikere. Bl.a.:
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
2 Comments
arne schiøtt26. august 2011 - 19:00
Rigtig fint at du trækker de mere ukendte kunstnere frem. Især når de har en historik som Gemma Hayes. Har selv hendes tre første plader, men venter lige med den fjerde til den falder i pris. Undrer mig over at hun fejlede med “The road don´t love you”, idet anmelderne bestemt elskede den. (fire stjerner i The Times og Uncut, og gode ord i engelske Q). Var for i øvrigt tilstede ved gårdsdagens koncert med Tim C. og Gemma Hayes, hvor jeg havde lejlighed til at møde hende back-stage. Hun var ganske jordnær og charmerende. Håber ikke disse gode træk forsvinder når hun bliver mere kendt!
Den gode koncert blev desværre skæmmet af de sædvanlige “fjolser”, som stod med ryggen til musikken og snakkede løs. Håber dette problem en dag bliver taget op i “midt i en beattid”.
[...] No Turning Back blev i 2007 fulgt op af Love Tatoo, der solgte godt, fik fremragende anmeldelser og gjorde Imelda May kendt i det samlede Storbritannien. Bland andre fik Jools Holland øjnene og ikke mindst ørerne op for hende og inviterede hende med i Later… with Jools Holland, alle britiske musikelskeres yndlingsliveprogram. Siden er det gået slag i slag. Hun blev årets sangerinde i 2009, hvor hun vandt en Meteor Awards (Irlands svar på Grammyen), i øvrigt lige foran Gemma Hayes. [...]
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Rigtig fint at du trækker de mere ukendte kunstnere frem. Især når de har en historik som Gemma Hayes. Har selv hendes tre første plader, men venter lige med den fjerde til den falder i pris. Undrer mig over at hun fejlede med “The road don´t love you”, idet anmelderne bestemt elskede den. (fire stjerner i The Times og Uncut, og gode ord i engelske Q). Var for i øvrigt tilstede ved gårdsdagens koncert med Tim C. og Gemma Hayes, hvor jeg havde lejlighed til at møde hende back-stage. Hun var ganske jordnær og charmerende. Håber ikke disse gode træk forsvinder når hun bliver mere kendt!
Den gode koncert blev desværre skæmmet af de sædvanlige “fjolser”, som stod med ryggen til musikken og snakkede løs. Håber dette problem en dag bliver taget op i “midt i en beattid”.
[...] No Turning Back blev i 2007 fulgt op af Love Tatoo, der solgte godt, fik fremragende anmeldelser og gjorde Imelda May kendt i det samlede Storbritannien. Bland andre fik Jools Holland øjnene og ikke mindst ørerne op for hende og inviterede hende med i Later… with Jools Holland, alle britiske musikelskeres yndlingsliveprogram. Siden er det gået slag i slag. Hun blev årets sangerinde i 2009, hvor hun vandt en Meteor Awards (Irlands svar på Grammyen), i øvrigt lige foran Gemma Hayes. [...]