You are here: Home / Kritik / Musik / Anbefales igen: Jon Allen
Anbefales igen: Jon Allen
16. august 2011 // Kommentarer slået fra
Jeg har før haft Jon Allen på bloggen. Det var, da han albumdebuterede med Dead Man’s Suiti 2009 med sange, tilbagelænet og melodisk, midtvejs mellem årgangs-Rod Stewart og Mark Knopfler, tilsat et skvæt Stephen Stills.
Nu er han aktuel med efterfølgeren Sweet defeat, og selv om sangene vel ikke er af den slags, der får jorden til at ryste, er de med til at holde den roterende.
Allen lyder stadig forførende sydstatsamerikansk af en englænder at være. Han synger med et ubesværet, sensuelt swing, og han skriver sange på samme måde. Han gør ikke tingene sværere end de behøver at være.
Hør f.eks. albummets åbningsnummer, ‘Joanna’:
Andre steder er inspirationerne lidt for tydelige. Som f.eks. ‘Lucky I Guess’, som låner med arme og ben fra Mary Chapin Carpenters ‘I Got Lucky’. Men alt i alt er Jon Allen en af den slags sangskrivere, der har mod til at være almindelig. Og som er noget så gammeldags og tidløst som menneskelig.
Det er ret ualmindeligt nu om dage. At man så ikke kan undgå at synge med på hans sange, gør ham ikke til et kedeligere selskab.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
