Forestil dig en stemme, smittet med Billie Holidays hudløshed parret med drama queen-attituderne hos Barbra Streisand og Bette Midler tilsat et drop psykedelisk bevidsthedsudvidelse a la Grace Slick understreget af lige dele Ani DeFranco, Lotte Lenya og Rickie Lee Jones. Nej, vel? Men det er ikke desto mindre sådan Cecilie Svendsen lyder. Uden at hun af den grund ikke lyder som sig selv.
Mærkeligt og næsten magisk, lidt i stil med det omslag, debutalbummet er pakket ind i.
Faster than stain udkom før jul under kunstnernavnet Parsley Music. Det siger en del om vores berøringsangst over for vovemod, at den ikke har betydet et gennembrud for hende.
Bevares, ikke alle af pladens ni sange er lige nødvendige. Af og til bliver det for privat og for fuld af hemmelige mellemregninger, for ordrigt og for kunstlet, men ikke et sekund er man som lytter i tvivl om, at her er en sanger, der brænder for det. Og som lader til at finde livsbekræftelse i at brænde sit lys i begge ender for slet ikke at tale om de broer, hun brænder bag sig. Ofte modstræbende, men altid med alle sanser åbne.
Den svære kærlighed giver – naturligvis – et aldrig døende ekko i disse sange, som tit ikke så meget er melodier som tonedigte. Uden at de mister deres sangbarhed. Dén mindskes ikke af især guitaristen Quist og bassisten Henrik Jensen, der spiller rock på en jazzet måde (eller er det omvendt?). Sangeren Nicolai Elsberg (fra Spillemændene) kan irritere ved at lyde lidt for meget som en ersatz-Leonard Cohen, men hans medvirken giver faktisk mening.
Der skal jo to til ulykkelig kærlighed – den der forlader og den, der bliver forladt.
Hvis du nu tror, at Cecilie Svendsen træder vande i banaliteternes brakvand, så er det kun fordi, jeg ikke kan udtrykke mig klart. Hendes ord former sig som en slags stream-of-consciousness isprængt klare bønfaldende sentenser som “Give me a whole new mind cause this one is fucked/give me some wood for my fire cause this one is cold…”
Og på den afsluttende ‘Tidal’ ser hun ikke anden udvej end at give sig usikkerheden i vold, den usikkerhed som sammen med hengivenheden er grundvilkår for kærligheden: “So in your palm my heart lie/treat it with love or I’ll die”.
Cecilie Svendsen lyder, som om hun mener det. Og er parat til at gå hele vejen. Det foruroligende og besættende er, at denne lytter har lyst til at følge hende.
Godt hun ikke synger på dansk. Det ville næsten være for voldsomt, og så alligevel ikke…
Parsley Music: Faster the stain. Producer: Cecilie Svendsen m. Joe Leach. Callibrated Music.
Cecilie Svendsen kan i aften opleves på Start Festivalen på Vesterbro i København kl. 20.30 på PH Scenen. Ganske vist med et andet band end på pladen, men med de samme sange…
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Meget smukt beskrevet, og sandt hvert et ord.