You can’t judge a book, endsige en debut-ep, by it’s cover. Tag nu sangeren og sangskriveren Marie Fjeldsted. Under kunstnernavnet Penny Police ankommer hendes ep, Thieves like us, nysseligt indpakket af sangeren selv, som i bogstaveligste forstand har forseglet udgivelsen med et læberødt kys.
Udpakket viser musikken sig at rumme flere lag. Det er pop, men jeg tror ikke, hun slipper for bøder fra poppolitiet, for nok er det enkelt, men aldrig forenklende.
Marie Fjeldsted synger skært og klart, mellem Agnes Obel og Marie Frank (hvis du partout vil have utilstrækkelige sammenligninger), men hun kan godt skrue bissen på, hvis det skal være. Og det skal det i fire kærlighedssange, som er lige som kærligheden – ikke til at blive kloge på og ikke til at undvære efter først at have mærket dem. For kun eet er sikkert: De bliver hængende i bevidstheden og på læberne.
Især en sang som den todelte ‘Slow Down Sofie’ holder melodisk faktisk McCartney-klasse, samtidig med at dobbeltheden i teksten lige får denne lytter til at spidse ører: “Make it hurt so I know it’s good for me…” Og åbningsvignetten ‘Oh lord’ gør det indlysende, hvorfor Fjeldsted er en af de optrædende 19. maj ved Simon & Garfunkel-hyldestkoncerten i Jazzhouse. Her får hun ydmyghed til at møde styrke på den mest selvfølgelige måde.
Pladen er produceret af hende selv, Henrik Marstal og Kasper Rasmussen. Arrangementerne er, uden at være overlæssede, facetterede med plads til både Rasmus Juels melankolske trompet, solistens signaturinstrument, autoharpen, og dæmpet brug af bl.a. cello. Det er stilfuldt, men bliver aldrig salonmusik. Smukt, men aldrig pige-kønt.
Og på et nummer som ‘What was it?’ får noget, der lyder som et trædeorgel, kombineret med en ret original ekkoindramning af hendes stemme, faktisk musikken til at lyde som var den udsendt på en gammel 78′er.
Ep’en slutter med ordene “save yourself you can’t save anyone else”. Marie Fjeldsted er ikke ude på at redde verden. Hun nøjes med det nære. Det kan som bekendt også af og til være mere end nok…
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
I en mail uddyber pladens co-producer Henrik Marstal en detalje:
Nej, det er ikke et trædeorgel men en gammel Crumar-synth, der lyder, som om den er ved at dø hver gang, man spiller på den. Den er så kombineret med en baritonguitar, spillet gennem en pedal, der ‘fryser’ lyden, dvs. laver et ultrakort sample, som den så gentager, indtil man skifter akkord. Mixet mellem de to ting giver en lyd, der ganske rigtigt minder meget om et trædeorgel, eller måske rettere lytterens forestillinger om, hvordan sådan ét egentlig lyder!
ross17. maj 2011 - 22:06
“Især en sang som den todelte ‘Slow Down Sofie’ holder melodisk faktisk McCartney-klasse …”
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
I en mail uddyber pladens co-producer Henrik Marstal en detalje:
Nej, det er ikke et trædeorgel men en gammel Crumar-synth, der lyder, som om den er ved at dø hver gang, man spiller på den. Den er så kombineret med en baritonguitar, spillet gennem en pedal, der ‘fryser’ lyden, dvs. laver et ultrakort sample, som den så gentager, indtil man skifter akkord. Mixet mellem de to ting giver en lyd, der ganske rigtigt minder meget om et trædeorgel, eller måske rettere lytterens forestillinger om, hvordan sådan ét egentlig lyder!
“Især en sang som den todelte ‘Slow Down Sofie’ holder melodisk faktisk McCartney-klasse …”
Helt rolig nu! Lidt perspektiv, måske?