Anbefales: Randi Laubek

Der stønnes, prustes og sukkes normalt over de store danske pladeselskabers manglende risikovillighed. En stor del af denne lamentering er rituellle automatreaktioner, for som man kan læse og høre sig til, bl.a. på denne blog, så er en kontrakt med en lokal, multinational filial ikke længere end nødvendighed for at udgive sin musik.

Randi Laubek passer som kunstner ikke ind i den diskurs. Hendes nye plade, Letter to the world, gør det endnu mindre. Her har vi en eksklusiv, småjazzet sanger, der på store, stygge Sony udsender et album, hvor hun har tonsat den myteindhyllede, eksklusive, eneboeragtige 1800-tals poet, Emily Dickinson. Og komponistens og Gustaf Ljunggrens subtile akustiske guitarspil draperes af Royal Danish Winds, et ensemble af blæsere fra Det kgl. Kapel, som arrangeres af Per Ekdahl. Bliver det meget smallere?

Før jeg besvarer spørgsmålet, så lige en pixibogs-introduktion til Emily Dickinson.

Hun levede 1830-1886. Det meste af sit liv i Amherst, Massachusetts. Hun var ud af en velsitueret advokatfamilie, men blev aldrig gift. Og levede derfor som pebermø, men havde et meget aktivt ikke-offentligt liv. Hun brevvekslede og distanceforelskede sig (platonisk, især til en præst), og så skrev hun 1859-65 i noget, der lignede en poetisk raptus, henved 1.800 digte, epigrammer og tekster, som først dukkede op efter hendes død.

Myten om Emily Dickinson er, at hun levede i selvvalgt eksil i et stort hus, hvor hun gådefuldt lod sig ane bag vinduerne, iklædt spøgelseshvide gevandter. Sandheden er midt imellem: Hun passede sin invalide moder, og gjorde det sammen med sin lillesøster, Lavinia, men det er rigtigt, at hendes kontakt til omverdenen med tiden blev mere og mere håndsky, men hun havde tjenestefolk og søsteren boede i samme hus. Emily forsøgte at få kritikere til at mene noget om de digte, hun skrev, men der var ikke helt hul igennem eller også ønskede hun at bevare afstanden.

Søsteren holdt efter hendes død sit løfte om at brænde Emilys breve – i hvert fald mange af dem, men beholdt heldigvis de mange tekster, der dukkede op alle vegne i skuffer og skabe, skrevet i notesbøger og på indkøbssedler og brugte konvolutter. I dag rangerer hun som poet på linje med samtidige som Walt Whitman. Som en af hendes bedste læsere og oversættere, Poul Borum, engang skrev, så finder man hos hende “samme betydningstæthed, ironi og intelligens og metaforiske indsigt som hos de største af vore dages digtere…” Hun var religiøs på en nypuritansk måde, og naturen var hendes kirke. Men hun var også et barn af den nye tids rationalisme. Den dobbelthed får digtene til at dirre. Af liv og død. Af poesi og præcision.

De dickinson’ske digte er i sig selv musik, bl.a. ved en sindrig anvendelse af tankestreger af varierende længde, som var hendes måde at synkopere på – en såkaldt kryptisk notation. Hun har derfor altid tiltrukket komponister. Mest markant Aaron Copland, hvis 12 poems of Emily Dickinson fra 1950 er et partiturmusikalsk hovedværk (YouTube-link). En nyklassisk komponist som Judith Weir har ajourført Coplands måde at iklæde Dickinson musik på. Og svenske Sofie Livebrandt og norske Hanne Tvetter (YouTube-link) har givet deres ret forskellige, mere singer-songwriter-agtige bud på en modernisering af Dickinson.

Jeg ved ikke, hvor meget af denne musik, Randi Laubek har hørt, men mon ikke Coplands følsomme fanfarer har været inde over? Først og sidst er Letter to the world dog en Randi Laubek-plade, som finder sin organiske plads i sangerens katalog.

Alderen har gjort hendes timbre mindre lys. Og fået hende til at hvile mere i sig selv. Stemmen er stadig i sig selv et indtagende instrument. Fløjlsblød og alligevel ikke uden både sårbarhed og skarphed. Der er nerve i hver en frasering, og hun forfalder aldrig til blær, selv om hun rent teknisk har al mulig grund til det. Hun er mindre jazz end Cecilie Norby og mere mainstream end Joni Mitchell, men hun er lige så billedskabende og udsøgt personlig.

Blæserakkompagmentet er direkte lutrende og bringer Emily Dickinson ud i det åbne:

This is my letter to the world
that never wrote to me, -
The simple news that Nature told
with tender majesty… 

hedder det i åbningsnummeret. Og selv man kan indvende, at der en ensartethed over sangene, er det mere fair at sige, at komponisten har lavet musik, der viser en samhørighed med digteren, på tværs af livsvilkår og tid. Randi Laubek gør Emily Dickinson til alt andet end en litterært genfærd. At musikkens (til tider lidt for) lækre klanglige udsøgthed så ikke forråder teksternes renhed, siger jeg bare for at gentage, at sangeren ved, hvad hun synger om.

A word is dead
when it is said
Some say
I say it just
begins to the live
that day 

Randi Laubek synger de ord, som er de selve hemmelighed bag hendes metier. I denne musik mere end anes konturerne til en klassiker, der vil røre og røres.

Randi Laubek: Letter to the world. Producer: Randi Laubek. Sony.

PS: Skulle man efter ovenstående få lyst til mere Emily Dickinson, kan jeg anbefale Poul Borums kongeniale oversættelser i den tosprogede Sig Sandheden/Tell All The Truth (Brøndum, 1984) – prøv antikvariat.net. Og i 2005 udgav Bente Clod sine oversættelser i bogen På min Vulkan (Tiderne Skifter), suppleret med et afmytologiserende essay om Dickinson.

PPS: Dickinson gav kun i sin levetid titler til de få af digtene, hun fik offentliggjort. Ellers betitles de efter det nummer, litteraten Thomas H. Johnson gav dem, da han i 1955 udgav sin første udgave af The complete poems of Emily Dickinson. 

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Pressefoto: Diana Velasco/Sony