Anbefales: Sine Bach Rüttel
16. marts 2011 //
Okay, banjo kommer ikke ind på min top 5 over yndlingsinstrumenter. Det har altid for mig været lidt af en museal gimmick. Men så hørte jeg Chasing the Dragon, den cd, som Sine Bach Rüttel i dag udsender som om det er hendes debutalbum.
Hele pladen er opbygget omkring banjoen som stemningsskaber. Hun spiller den selv, og gør det på samme måde som hun synger – i det tyste ingenmandsland mellem kuldslåethed og varm længsel. Godt suppleret af Lasse Storgaards uanmassende, men subtile klaverspil. Og i koret høres bl.a. Nana Schwartzlose, som jeg tidligere har fremhævet her på bloggen.
Der er dømt americana, alt country og hvad den genre nu kaldes, hvor man blotlægger sit hjerte og gør det i countrytraditionen, uden at det bliver Nashville-sentimentalt eller for den sags skyld for privat. Navne som Mary Chapin Carpenter, Lori Carson (ikke stemmen, men måde at komponere på) og måske især Roseanne Cash dukker undervejs op i mine ører som referencer.
Først og sidst er Sine Bach Rüttel dog sig selv.
Sangene handler om sorg, vemod og uafvendelighed, men det morsomme (undskyld) er, at musikken faktisk ikke bliver livstræt eller melankolsk. Sangene aftegner sig ranke og livskraftige på et bagtæppe af spartanske, men gennemtænkte arrangementer.
Gode steder at starte: Titelnummeret om at vælge døden eller den ulykkelige kærlighed, ‘Weep’ med en fint sanset tekst om ikke at være til stede i verden, fordi man er for til stede i sorgen, og endelig ‘Insane’, hvor sangeren med en egen barsk blidhed konstaterer: “I know that everybody thinks I’m insane/I’m insane”.
Pladen er ret beset sangerens tredje, men da den seneste udgivelse kom for syv år siden, mener hun sig berettiget til at lægge de plader bag sig.
Foran sig må Sine Bach Rüttel have en lovende fremtid…
Sine Bach Rüttel: Chasing the Dragon. Producere: Sine Bach Rüttel & Rasmus Glendorf. Gateway Music. Udkommer i dag.
PR-foto af André Andersen.
Se mere på sangerens hjemmeside.
