Anbefales: Violinbyggeren

Er der et liv efter livet som rockstjerne? Det kan Henrik Strube svare ja til.

Som venstrefløjens guitarhelt i 70′erne gjorde han ikke bare Røde Mor strømførende, han skrev siden som solist en af dansk rocks smukkeste og samtidig suverænt underspillede politiske kærlighedssange i ‘Hold om mig’ (med Lis Sørensen som mere end korsanger). De sidste mange år har han virket som prisbelønnet redaktør af musikernes fagblad, Musikeren.

De senere år har Strube skabt sig en parallelkarriere som såkaldt storyteller. Det forstår jeg godt efter at have læst hans nye roman, Violinbyggeren.

Han romandebuterede allerede i 1989 med Hit; en bog, der trak på hans erfaringer fra musikbranchen og som var letlæst og velment, men mest forblev en oplagt ide.

I Violinbyggeren bevæger han sig ind i et helt andet univers. Bagsideteksten afslører, at plottet beror på en true story. I 2006 interviewede Strube til Musikeren drabsmanden Rickey i Vridsløse om dennes nye liv som violinbygger.

Det er nu blevet til historien om inkasssogorillaen Sonny, hans kamp for at forblive menneske i en underverden, hvor dèt ikke tæller så meget som sorte penge, og ikke mindst hans nærmest skæbnebestemte arbejde med som indsat mere eller mindre illegalt at reparere og fremstille strygeinstrumenter, men det viser Strubes genuine forfatterkvaliteter, at han ikke gengiver historien som en dokumentar.

Bogen er ret beset en thriller. Og en fermt sammenskruet sådan, skulle jeg hilse og sige. Måske er der lidt for meget ensartet dialog, men han fremkalder troværdige panoreringer over og zoom på et miljø, der skildres som havde forfatteren insider viden. Om det så er en lidt forudsigelig sidehistorie om sønnen Peter, som kommer ud i noget snavs, så lykkes det Strube at køre den rent og usentimentalt hjem.

Men romanen er meget mere end det: Henrik Strube gør den i ordets egentlig forstand til en fantastisk historie om hverdagen og drømmen om noget, der klinger bedre end dette. Og han gør det uden at det sprogligt kommer til at skurre mod den nøgterne virkelighed, der er kulisserne til den drøm.

I små, men sigende glimt giver Strube os en fornemmelse af, hvor Sonny den ene dag kan være brutal og kynisk for så den næste at søge det inderste: Vi er i fængslets træværksted, og Sonny har sikret sig “en god portion karmtræ”, som er blevet tilovers i arbejdet med at vedligeholde fængslets gamle bygninger: “Det skulle anvendes til de klodser, som skulle limes på bunden og holde sammen på violinens sider. Stykkerne måtte være af træ, der absolut ikke arbejdede mere. Alle spændinger skulle være væk…”

Der skal ikke meget fortolkningskunst til at læse, at Sonny arbejder på at indgive det døde nyt liv. Og søger en besjæling, der dels giver et ekko af hans ego, men også viser, at magien altid kan lokkes frem, hvis man arbejder hårdt nok på det.

En bold og hvad der (måske) sker, når man sparker til den af fuld, ukontrollerbar kraft har en bærende symbolværdi i bogen fra start til slut. Jeg siger ikke mere. Kun, at med Violinbyggeren må Henrik Strube have skrevet et hit.

Henrik Strube: Violinbyggeren. Lindhardt & Ringhof. 350 sider.

Illustration: Bogforside designet af Mark Airs.