Åndelig socialdemokratisme

Den åndelige socialdemokratisme vader så platfodet gennem det offentlige rum, at den for længst burde have været dømt overtrådt. Tanken om, at ingen må skille sig ud og at alle kun bliver bedre i kraft af andre er så rodfæstet, at den for nogen kun får tidens individualisme til at tage sig endnu mere suspekt ud.

Derfor foretrækker jeg Caroline Wozniackis monomant-naive navlepillen frem for den iscenesatte selvudslettelse, man kan opleve på det danske landshold her under VM.

Nu har tv-journalister ikke stor lyst (eller tid) til at bore i spillernes svar, men uanset hvor godt en spiller har præsteret, får man ham ikke til at sige, at det var hans egen skyld. Ifølge Niklas Landin var det udelukkende forsvaret, der mod Polen holdt hans redningsprocent oppe på 50.

Han må være blevet opdraget i et af bofællesskaberne i lørdagens DR2-tema ”Fra Bollerum til Bulderby”. Der er 150 selvejende af dem i Danmark, og tallet er stigende.

Drømmen om fællesskab er altså levedygtig – gruppesex klarer man i stringerklubber. Alle har fortrængt, at de kollektiver, nogle af min årgang boede i, var hjemsted for egoister og arnested for demagoger. Foruden al det andet, som var mere fedt end strengt – så vidt jeg husker.

Oprydning og opvask er dog stadig et problem, forstod man. Forpligtelse rimer ikke på frivillighed. Men der var plenumdebat om ønskebørns ret til kræsenhed. Pesto i pasta eller hver for sig. Vi har skam mange presserende problemer herhjemme.

Den diskussion havde de ikke på Egebakken, et oldekolle for velsituerede. Her gjorde alle sig umage med at være Landin-agtige. Konflikterne begrænsede sig til, om roser var de rigtige fælles prydplanter og om der var behov for en omsorgsgruppe. Resten blev skubbet ind under de ægte tæpper. Tv-holdet løftede kun en flig.

På lydsporet sang The Doors »we could be so good together…«

Måske, men forskellighed gør stærk og enighed kan gøre svag.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens Politiken.