Arc of a Diver genhørt med glæde

Kommentarer slået fra

Kan man være for alsidig og dygtig? Ja. Og er det altid en fordel? Nej. Det tror jeg, Stevie Winwood kan skrive under på, og når man tilmed nærer en indgroet skepsis over for showbiz kombineret med en mangel på ambition om at søge berømmelse, der er lige så upraktisk som den er smuk, ja, så har vi allerede en del af forklaringen på, at Winwood er forblevet en musikernes musiker, trods en del hits.

Han slog igennem som teenager i Spencer Davis Group. Hans Hammond-orgel og lyse soulstemme gjorde sange som ‘Keep on Running’ til små levedygtige popmirakler, og i Traffic forløste han sig selv som guitarist i en musik, der tidligt vinkede farvel til det hippiemoderigtige og søgte indad for at komme ud. Det kom den, men forventningerne til hans solodebut blev ikke indfriet. 1977-albummet, der bar hans navn, er en tam affære.

Nytårsaftensdag 1980 udgav han så sit andet album, Arc of a Diver. Det er nu genudgivet med ikke-tidsspildende bonusnumre og det hele, ikke mindst i form af en interessant BBC radiodokumentar om pladens tilblivelse og betydning (for Winwood).

Jeg var ikke så vild med den, da den kom, den forekom mig for fersk eller også var jeg bare ikke så modtagelig. Og kunne godt forstå Robert Christgau, som i Village Voice tildelte den den lunkne karakter B minus (på en skala, der topper med A plus). Ironien var tykt flydende, da han skrev “overdubbing the technique is called. Very up-to-date.” Senere forstærkede Christgau og andre kritikken af Winwood, og han blev rubriceret som ‘yuppie soul’. Det var ikke rosende.

Årene (og remasteringen) har været gode ved dette one-man show. Winwood synger, som han spiller guitar og orgel: Med fuldt udslået vingefang og alligevel sikkert øre for, hvornår der skal holdes igen, hvornår vi skal blive på jorden for at mærke efter os selv og vore muligheder. Stevie Wonder er en oplagt inspiration, men det er Georgie Fame også.

Titelsangen blev et hit, og den og den indledende ‘While you see a chance’ er stadig elegant uden at være fimset. Men det er på de mere kontemplative kompositioner som ‘Spanish dancer’ og den smukke ‘Slowdown Sundown’ samt den guitargnistrende ‘Night Train’ at Winwood forløser sig selv og sit talent. Looking for the break of day…

Han fremstår på dette album som en nær slægning af en anden af rockens store healere, Van Morrison. Stevie Winwood lyder bare, som om man kan blive glad af at søge efter livets mening. Det smitter.

Stevie Winwood: Arc of diver. Producer: Stevie Winwood. Island/Universal.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

Related Articles

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top