Association: Flippere med slips

Historien er måske sand. Den er i hvert fald god: Brian Wilson havde lige færdiggjort Pet Sounds, og sad og puslede med en sang om noget med gode vibrationer. Ind træder produceren Curt Boettcher, som lige vil have mesteren til at høre et kommende album med gruppen The Association.

Wilson lytter og nærlytter igen og afleverer båndet med ordene: “Dette er det bedste debutalbum, jeg har hørt”.

Nu er And then… along comes The Assosication blevet genudgivet i en såkaldt ‘deluxe expanded mono edition’. Albummet kom i sommeren 1966, og sange som ‘Along Comes Mary’, ‘Enter The Young’ og ‘Cherish’ dominerede de amerikanske hitlister. Det er let at høre hvorfor.

Vokalharmonierne er i særklasse – alle seks medlemmer sang, også live! – og forsangere rammer essensen af den melodiske ubekymrethed, der også var brug for dengang. Danske lyttere kan ikke undgå at mindes Cy, Maia & Robert.

Opbygget omkring multiinstrumentalisten Terry Kirkman og guitaristen Jules Alexander var The Association ikke kun ambassadører for sunshine pop. Både debutalbummet og efterfølgere bød på små produktionstekniske landvindinger, overrumplende genreskift og alt i alt en lyd, der sagde sparto.

Et af højdepunkterne på debut’en er fortolkningen af Dylans ‘One Two Mornings’, hvor Mamas & Papas møder The Byrds. Det var tidlig folkrock, men forvirrede pladekøberne, der bare gerne ville se bandet som singlehittere. Det kan godt være, at ‘Never my love’ betalte deres husleje, men den fortegnede også billedet af bandet.

The Association havde deres image imod sig. Også selv om de skiftede jakkesættene ud med kaftan og perlekæder. De var stemplet som medløbere og selv en fremragende koncert ved Monterey-festivalen rehabiliterede dem ikke. Desværre.

Genudgivelsen er så god en anledning som nogen til at genopdage en af de lidt glemte grupper fra 60′erne. Og for ligesom at demonstrere, at de godt vidste, hvilken tid de levede i, tog de siden fatalt for sig af tidens stimulanser.

Derefter ventede nostalgi-kredsløbet.