Astral Weeks hele ugen

8 Comments

Det vakte glæde i den verdensomspændende Van Morrison-menighed, da mesteren for et par år siden selv annoncerede et omfattende og stærkt tiltrængt remastering-program af bagkataloget. Især var vi nogle, der så frem til fornyede udgaver af de allerførste albums. De kom på cd i mediets barn- og ungdom og er klangligt en flad fornøjelse.

Genudsendelsesprogrammet blev imidlertid indstillet efter en lovende første bølge. Årsagerne er hyldet i samme mystik som Van The Man selv. Og på hans website er der ingen info at hente. Det har nemlig været lukket siden en hacker omkring nytår placerede en falsk nyhed på sitet om, at Morrison skulle være far.

Alt dette for at sige, at andre af de remasterede genudgivelser end de, der nåede at komme, faktisk er blevet til noget. Og er til at få. I Japan. Og Japan er jo nu om dage kun et klik og et mastercard-nummer væk, så her til morgen kunne jeg åbne en foret kuvert med et flot frimærke. Ud dumpede Astral Weeks, Morrisons debutalbum.

Jeg ved godt, han i 2009 genopførte hele pladen live og udgav den både på dvd og cd. Og det er okay, men ikke som dette her.

Denne japanske udgave af Astral Weeks lyder, som jeg kan huske pladen, da vi stenede og alligevel opløftede lå i marokkopudelandskaberne på gulvet og filosoferede over, hvem Madame George var og hvor Cyprus Avenue mon lå. Musikken er een lang stream of consciousness. Elvis Costello har kaldt albummet “still the most adventurous record made in the rock medium, and there hasn’t been a record with that amount of daring made since.”

Otis Redding fra Belfast synger ikke sangene. De synger ham. Han bliver kærlighed, når han synger om kærlighed. Han er mediet, og fordybelse og udfrielse var allerede så tidligt budskabet.

Jeg kan godt forstå de, der synes, det er det samme med Van hver gang, og at han laver for mange plader – måske fordi det er det eneste, han virkelig kan finde ud af i sit liv – men den slags argumenter preller af på stemmen, der river hjertesorger op med rode, melodierne, der lyder som selvudløsende variationer over det samme tema om lidelse og uforløst lyst, isprængt øjeblikke af naturstridig optimisme, der rammer lytterens øre på samme måde som øjet blændes af lykke ved det overrumplende møde med en lysning i en skov, der ellers tog sig så endeløs labyrintisk og mørk ud.

Puha, sikken smøre. Det er den slags, der altid kommer op i mig, når jeg lytter til Van Morrison. Undskyld.

Læs mere om Van her.

PS: Den japanske remastering af Astral Weeks har teksterne indlagt i en booklet, som også rummer et sikkert interessant essay. På japansk!

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

8 Comments

  1. comment-avatar
    capac10. november 2010 - 12:24

    via hvilken side købte du pladen?

  2. comment-avatar
    capac10. november 2010 - 16:15

    Det kan man så godt alligevel. Hvis man følger dit link og går til Marketplace møder man Musicjapan igen. Og her fås den til ca. 17 £. Så ligner det jo udsalgsprisen i Danmark…

  3. comment-avatar
    Klaus11. november 2010 - 09:33

    Fona på Strøget har som regel Warner/Rhinos vinyl reissue fra 2009 på lager til 139, – kr. Den lyder fantastisk.

    “Remastered from the Original Analog Tapes by Kevin Grey at Acoustech and Pressed on 180g RTI vinyl! True Audiophile-Quality!”

  4. comment-avatar
    Torben Bille11. november 2010 - 11:30

    @Klaus: Ak ja, jeg kan godt huske dengang jeg havde lp-plader…

  5. comment-avatar
    Peter Krog12. november 2010 - 12:55

    Naturligvis er det en fed og løssluppen LP der lovede godt for solistkarrieren, men jeg kan nu godt lide den mere faste struktur der kom med de tre første LP’er på WB. Ellers tænker jeg mest på alle de penge den lille (måske naive?) Ivan blev snydt for fra Bang Records. Ikke noget at sige til han blev tosset på markedets købmænd og fik meget af det ud igen på nummeret Big Time Operators (fra Too Long In Exile). I øvrigt har jeg besøgt hans fødested i East Belfast og talt med folk der kendte ham fra dengang.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top