Astral Weeks hele ugen

Det vakte glæde i den verdensomspændende Van Morrison-menighed, da mesteren for et par år siden selv annoncerede et omfattende og stærkt tiltrængt remastering-program af bagkataloget. Især var vi nogle, der så frem til fornyede udgaver af de allerførste albums. De kom på cd i mediets barn- og ungdom og er klangligt en flad fornøjelse.

Genudsendelsesprogrammet blev imidlertid indstillet efter en lovende første bølge. Årsagerne er hyldet i samme mystik som Van The Man selv. Og på hans website er der ingen info at hente. Det har nemlig været lukket siden en hacker omkring nytår placerede en falsk nyhed på sitet om, at Morrison skulle være far.

Alt dette for at sige, at andre af de remasterede genudgivelser end de, der nåede at komme, faktisk er blevet til noget. Og er til at få. I Japan. Og Japan er jo nu om dage kun et klik og et mastercard-nummer væk, så her til morgen kunne jeg åbne en foret kuvert med et flot frimærke. Ud dumpede Astral Weeks, Morrisons debutalbum.

Jeg ved godt, han i 2009 genopførte hele pladen live og udgav den både på dvd og cd. Og det er okay, men ikke som dette her.

Denne japanske udgave af Astral Weeks lyder, som jeg kan huske pladen, da vi stenede og alligevel opløftede lå i marokkopudelandskaberne på gulvet og filosoferede over, hvem Madame George var og hvor Cyprus Avenue mon lå. Musikken er een lang stream of consciousness. Elvis Costello har kaldt albummet “still the most adventurous record made in the rock medium, and there hasn’t been a record with that amount of daring made since.”

Otis Redding fra Belfast synger ikke sangene. De synger ham. Han bliver kærlighed, når han synger om kærlighed. Han er mediet, og fordybelse og udfrielse var allerede så tidligt budskabet.

Jeg kan godt forstå de, der synes, det er det samme med Van hver gang, og at han laver for mange plader – måske fordi det er det eneste, han virkelig kan finde ud af i sit liv – men den slags argumenter preller af på stemmen, der river hjertesorger op med rode, melodierne, der lyder som selvudløsende variationer over det samme tema om lidelse og uforløst lyst, isprængt øjeblikke af naturstridig optimisme, der rammer lytterens øre på samme måde som øjet blændes af lykke ved det overrumplende møde med en lysning i en skov, der ellers tog sig så endeløs labyrintisk og mørk ud.

Puha, sikken smøre. Det er den slags, der altid kommer op i mig, når jeg lytter til Van Morrison. Undskyld.

Læs mere om Van her.

PS: Den japanske remastering af Astral Weeks har teksterne indlagt i en booklet, som også rummer et sikkert interessant essay. På japansk!