At genopdage Over The Rhine

Kommentarer slået fra

I weekenden var vi ude hos min søn og hans kæreste. Blandt andet for at bese/beundre hans nye trådløse lydarkiveringssystem. Det hedder Sonos, og dét satte tanker i gang. Så mange faktisk, at jeg nu – til en start – har påbegyndt en oprydning af mine plader.

Jeg har en del. Læs: Min kone synes, jeg har for mange. Nu er jeg gået i gang med at minimere antallet af cd’er – lp’erne blev skivet afsted for en del år siden, may they rock in peace.

Princippet er, at jeg lader min mavefornemmelse vurdere om denne eller hin plade bare skal ud eller først skal ud efter at være blevet foreviget på i-tunes.

Undervejs støder man på plader, jeg har glemt eller i hvert fald ikke har hørt m-e-g-e-t længe. Bl.a. en pæn håndfuld med den amerikanske duo Over The Rhine, der fjernt fra alvarvej har været aktiv på scenen i snart en snes år.

Det var et glædeligt genhør med et eklektisk og moderat elektrisk band, som er americana af den slags, der giver en lyst til at bo på landet i USA. Men samtidig har sangskriveren Linford Detweiler og sangeren Karin Bergquist udsyn. De er ikke nationalt-klaustrofobiske.

De minder om The Walkabouts i deres forkærlighed for et slavisk klangislæt, men stilistisk spænder de videre, og den bluesmættede, folkemusikalske crooner (!) Karin Bergquist lyder som, hvis Margo Timmins fra Cowboy Junkies var født i 40′erne.

Har du Over The Rhine til gode, så er her en smagsprøve.

Deres netop udsendte 14. album, den Joe Henry-producerede The Long Surrender, er medfinansieret af deres fans. Der var ingen problemer med at skaffe midlerne. Her kan du høre hvordan samt nogle af sangene:

Over The Rhine bliver stående på hylden. Nu uden at samle støv.

Læs mere om dem her.

Ukrediteret pr-foto.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top