B.B. King er stadig blueskonge

B.B. KING bærer sit efternavn med al den selvfølelse, som er på sin plads, når man i seks årtier har legemliggjort bluesmusikken. I morgen torsdag fylder han 85, og selv om koncerterne nu gennemføres siddende og kampvægten ikke er vigende, er han i fin form.

Umiddelbart efter at have pustet lysene på lagkagen ud, genoptager King sin evighedsturne som omrejsende ambassadør for den musik, Riley B. King første gang mødte hjemme i Indianola, Mississippi.

Kings opvækst er som hentet ud af den store, uopslidelige bluesbog. Den faderløse familie ernærede sig som det laveste af det lave – landarbejdere på plantager i Syden, hvor apartheid virkede som naturens orden. King sang gospel om søndagen og sparede sammen til en guitar, som han som 12-årig købte for 15 dollars.

I Mississippi-deltaet var the blues nationalmelodien, og King sugede til sig. Guitarister som T-Bone Walker og Lonnie Johnson blev hans forbilleder, og efter krigen rejste han til den musikalske smeltedigel, Memphis. Her kom han i mesterlære hos Bukka White, en noget ældre  slægtning, der spillede slideguitar. King lyttede og lærte, men Whites countryblues blev ikke endestation for King.

EJEREN AF EN grillbar lod King optræde en aften, og lovede ham flere job, hvis han kunne skaffe hende omtale i den lokale radio, WDIA. Dengang var det kutyme, at musikere fungerede som reklamesøjler i radioen. Firmaet betalte så deres løn mod at musikeren dels optrådte og dels vendte plader, alt imens sponsorens navn blev nævnt. King blev kendt og feteret som ’Beale Street Blues Boy,’ dj’en, der spillede bedre end de plader, han vendte.

I 1949 pladedebuterede han som B.B. King, og de følgende år gæstede han et nyåbnet pladestudie, ejet af Sam Phillips (som siden skulle opdage en truckdriver fra Tupelo). King var begyndt at komponere. I 1951 indspillede han i den lokale KFUM-gymnastiksal, ”Three O’Clock Blues,’ som blev et regionalt hit med Kings dybt smertende, lyse soul-stemmeføring og vibratobårne spil på den Gibson-guitar, han kaldte Lucille.

Navnet fik den efter en begivenhed, King har fortalt så mange gange, at den er blevet sand: Det var bitterligt koldt. Han spillede i en eller anden bule, hvor man for at holde varmen afbrændte åbne tøn der med petroleum. To mænd kom op at slås om en kvinde. De skubbede til en tønde. En ødelæggende brand opstod. King opdagede i tumulten på vej ud, at han havde glemt sin guitar i ildhavet. Ham tilbage igen. Han fik både sig selv og den ud helskindet. To mennesker omkom i flammehavet. Bagefter fandt King ud af, at kvinden, der havde udløst så brandfarligt et begær, hed Lucille.

Ikke noget dårligt navn til en guitar.

OP GENNEM 50’erne og 60’erne voksede King, både i statur og berømmelse. Numre som ’You Know I Love You’ og ’You Upset Me Baby’ og signaturen ’Everyday I Have The Blues’ viste nye veje for bluesmusikken; væk fra det museale og ind i en blæser-akkompagneret stil, som kustoderne fandt for showbiz-præget.

King var fortsat forbeholdt et sort publikum og udtalte selv, at det så han ingen grund til at ændre. I 1962 skiftede han dog til ABC, det samme selskab, som havde kunnet sælge Ray Charles og Fats Domino til et hvidt publikum.

I 1964 fik B.B. King udsendt ’Live At The Regal’, optaget ved en koncert i Chicago. Der ville jeg godt have været i stedet for at drikke Jolly Cola i Hithouse.

Albummet blev Kings visitkort til et større, blandet publikum. Det blev på sin vis lige så medrivende og skelsættende som James Browns liveoptagelser fra Apollo Theatre i Harlem året før. Godt hjulpet på vej af sangen ’How Blue Can You Get’. Samt ikke mindst 1970-hittet ’The Thrill Is Gone’, der blev tvangspensum for tusinder af håbefulde, hvide guitarister.

Berømmelsen huede B.B. King, men selv om han har spillet i Las Vegas for et suppe, steg & is-publikum, er forbavsende få af hans mere end 50 plader svipsere. Udvikling har der ikke stået på den musikalske menu længe, men med det cv er det et absurd krav.

B.B. King har ikke undgået de Onkel Tom-beskyldninger, der altid er blevet succesfulde, sorte kunstnere til del, men det respektindgydende ved King er, at uanset om det er Rolling Stones, U2, Gary Moore eller Eric Clapton, der inviterer ham indenfor på gæsteoptræden, opfører manden sig altid, som om det er ham, der er den gæstfrie vært.

Foto: Danny Clinch (Udsnit fra 2003-albummet Reflections)