Bagstoppere

Flemming Povlsen var en opportunistisk angriber med dristige ryk gennem forsvaret, der hvor det så mest ufremkommeligt ud. Det kunne man gense i den temaaften om landsholdet, som DR2 i lørdags genopførte i udvidet form og med fornyet relevans.

En knæskade forkortede Povlsens karriere, og nu er han kommentator på TV2. Der virker han ikke helt så naturbegavet. Faktisk fremstiller han fodbold så banalt, som ignoranter tror, spillet er. Udsagn à la »det er aldrig rart at tabe« kommer fra ham med samme forudsigelighed som det danske opspil mod Sydafrika. For at bevare illusionen om TV2 som førende fodboldkanal transmitterer man de danske testkampe, og Flemming Toft speaker, som om de betød noget. Hutlihut hvor går der masser af kedelig tid med det.

Tilbage til studiet alias DR2. Selv om historien om EM i 1992 er så slidt som snøren i den bold, vi lossede til i min barndom, er den stadig båret af den virkeliggjorte ønskedrøm, der forlener fodbold med magi. Billederne af den rød-hvide folkemængde på Rådhuspladsen er lige så meget danmarkshistorie som Montgomery vinkende fra sin åbne bil samme sted. Pludselig var Faxe ikke kun en buttet fadøl, og selv pæne piger talte om »at ramme den lige i røven«. Imens skålede vi i Lambrusco, og var enige med Brian Laudrup i, at HCA »ikke kunne have skrevet et bedre eventyr«.

Et landshold tæller også bagstopperne. De kom i spil i Lisbet Barretts lidt for minutiøse, men gode reportage. Med massøren Allan Poulsen som omdrejningspunkt kom vi ind i en verden, hvor neglerødder, diamantbor, toiletpapir, salt-sukker-balance, støvleknopper, kontaktlinser, kampen mod overvægt (af spillertøj) samt en fokuseret kommunikationschef lægger grobund for det spil, der udspringer af landstrænerens »demokratiske diktatur«.

Desværre tæller intet af dette, når dommeren fløjter af, så der er god grund til at »screw down the expectations,« for nu at citere manden bag 1992-holdet, Richard Møller Nielsen.

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens Politiken