MIDT I EN BEATTID

Omkring 1963-64 havde jeg et hedt forhold til Barbra Streisand. Forholdet var selvfølgelig hemmeligt. Man kunne ikke dengang synes om både The Beatles og The Rolling Stones og så en sanger, hvis profil var lige så aristokratisk smuk som hendes sang var både artistisk uforlignelig og hudløs.

I enrum med hende blev jeg for alvor indført i den store, gyldne, eviggrønne amerikanske sangbog. Hendes tre første plader er den dag i dag eksemplariske. Så voksede vi fra hinanden, Barbra og jeg. Og vi mødtes først igen i 1971.

Anledningen var albummet Stoney End, som disse dage for 40 år siden modtog en guldplade i USA og blev hendes største hit i en årrække. Der var en uro i luften. Den følte Streisand også. Hun markerede sig moderat venstrepolitisk og røg pot på scenen i Las Vegas. Hun skiftede musicalroberne ud med Levi’s. Rolling Stone, dengang den hippeste trendspotter, kørte en feature på hende med den sigende rubrik “The Jeaning of Barbra Streisand”

Stoney end var Streisands og producer Richard Perrys måde at få opdateret hende på midt i en tid, hvor Linda Ronstadt var den nye gudinde og singer-songwriteren var gud. Titelnummeret er en gammel Laura Nyro-b-side, som bærer pladen. Andre gode skæringer – det hed det dengang – er skrevet af Gordon Lightoot, Nilsson og Joni Mitchell.

Bag en Barbra bristefærdig af overskud og spilleglæde spiller folk som Randy Newman, Hal Blaine, Eric Weissberg og Joe Osborn. Med andre ord: Kontemporært så det klodser og ikke så opportunistisk som nogle anmeldere ville have os til at tro dengang.

Albummet kunne godt fortjene den store 40 års jubilæumsbehandling.

http://www.youtube.com/watch?v=oA-I33JK3pg