BBC fordrejer rocken

Jeg vil normalt være den første til at skrive under på, at DR praktiserer en selvopfyldende profeti i forhold til rockdækningen. For få er, plejer man at sige, interesseret i den. Derfor placeres programmerne, når folk er på vej i seng. Ergo bliver de ikke set af ret mange og ergo er morlille en sten.

For tiden kører DR2 BBC-serien ’Seven ages of rock’. Jeg har set de tre første (af syv) afsnit, og for en gangs skyld bifalder jeg, at rocken putter sig efter Deadline.
Ifølge serien blev rocken født i 1965. Elvis har aldrig eksisteret. Og The Beatles berørtes i en bisætning, mens Rolling Stones fik al opmærksomhed. Pink Floyd var vigtigst i 1967. ’Sgt. Pepper’, som kom samme år og skabte et vist røre, nævnes ikke, og heller ikke Jefferson Airplane, The Doors, Beach Boys og The Byrds for nu at nævne nogle af de uhyrligt udeladte navne i en serie, som lader englænderne opfinde rocken.

Visuelt bæres serien af sjove, sjældne arkivklip og fine interviews med de aldrende aktører. The Who fremhæves med rette, og Roger Daltrey beskriver strategien som »sæt ild til lunten og løb«. Sådan lød de også. Om Cream siger Jack Bruce velgørende: »Vi var hovmodige og stjal med arme og ben.«

I torsdagens afsnit om punk blev amerikanerne synlige. Punk blev sat i samtidsperspektiv og godt beskrevet som en meningsudveksling mellem New York og London, og hvis bare man gik ud og tissede, mens den selvglade Charles Shaar Murray anmelderdocerede, fik punken faktisk, hvad der musikhistorisk tilhørte den. Men igen: Ramones kom i fokus, men hvor var Iggy Pop? Derimod fyldte et tegneseriehold som Sex Pistols mere end The Clash…

Et demonstrativt nysyn kan undertiden udfordre gamle vaneforestillinger, men denne serie er så en- og skeløjet, at det tangerer en historieforfalskning, der kunne affærdiges som latterlig, hvis den kom fra andre end BBC