Beatles altid god for en bog

8 Comments

Nu er der jo ikke ligefrem mangel på bøger om The Beatles, men det afholder ikke folk fra at skrive nye. Læsere af denne blog vil vide, at jeg selv har en bog på vej om The Fab Four og deres samtid (på Gyldendal), men det skal ikke forhindre mig i at gøre opmærksom på den netop udsendte bog ‘Beatles for alle’.

Den er skrevet (og udgivet) af Per Wium. De, der kan deres danske rockhistorie, vil huske ham som keyboardspiller med bl.m.a. Ache, C. V. Jørgensen (‘Stynet strejfer’, ‘T-shits, terylenebukser og gummisko’ samt ‘Storbyens små oaser’) og Lotte Rømer Band. Senere endte han som redaktionschef i DR’s klassiske musikafdeling, som han – frivilligt – forlod i 2007 for at bandcoache samt holde foredrag. Ikke mindst om The Beatles.

Som supplement til pladeeksempler og eget klaverspil savnede han tit at kunne tilbyde sine tilskuere en slags pixi-bog, hvor man som lægmand kunne blive indviet i nogle af beatlernes musikalske hemmeligheder. I stedet for at gå og vente har Wium nu selv skrevet den.

Det er en musikers bog om musikere. Sprogligt er bogen ikke så musikalsk og de store linjer er udeladt. Til gengæld er den båret af en (måske lidt for ukritisk) kærlighed til sangene og en musikalsk indsigt, som videreformidles pædagogisk, men aldrig docerende. Et godt alternativ til den pseudoakademiske bedrevidenhed, der kan plage et referenceværk som Ian McDonalds studenterhue-tyngede  ’Revolution i hovedet’.

Wium er ikke så interesseret i at sætte The Beatles i samtidsperspektiv eller han gør det i hvert fald ikke. Istedet gennemgår han med gehør en udvalgt perlerække af kvartettens sange og fortæller ved eksemplets magt, hvad der er op og ned på The Beatles. Det er meget smittende. Og man får hele tiden lyst til at afbryde læsningen for at tjekke efter, om der nu også sker det, han hævder et minut og syv sekunder inde i en skæring. Det gør der!

Det kan lyde som en ‘Beatles for begyndere’. Det er det i den grad også, men også viderekomne kan sagtens få noget ud af dette lille con amore værk, som er godt tænkt og på sine egne afklarede præmisser ret sikkert udført, yeah, yeah, yeah…

Se mere på www.beatlesforalle.dk

Forsidefotoet er taget af Jan Persson i K.B. Hallen juni 1964.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

8 Comments

  1. comment-avatar
    Jens Jørn Gjedsted21. august 2010 - 11:30

    …og så er Per jo en smittende fortæller…!!!

  2. comment-avatar
    Klaus21. august 2010 - 16:02

    Ian McDonalds bog er en klassiker.

  3. comment-avatar
    Poul Hansen26. august 2010 - 03:51

    Tak til Torben Bille selvom hans efternavn må være lidt skrabet, efter en Shu Bi Dua tekst.Så kan man ikke gå helt galt i byen, når Torben tør stille bogen som et alternativ til Ian McDonalds ’Revolution i hovedet’.

  4. comment-avatar
    Stig Mikkelsen1. september 2010 - 08:04

    Rigtig god bog som er for alle, som TB også skriver. Er jeg den eneste der synes at Revolution i hovedet (på dansk) er en mærkelig bog – og virker Google-oversat. Mange tekniske begreber lyder helt grinagtige…”vokalen er sammenpresset” kunne være oversat lidt mere elegant… Det problem er IKKE i BEATLES FOR ALLE. Et letflydende sprog, som selv min søn gider læse :)

  5. comment-avatar
    Stig Mikkelsen1. september 2010 - 08:04

    Rigtig god bog som er for alle, som TB også skriver. Er jeg den eneste der synes at Revolution i hovedet (på dansk) er en mærkelig bog – og virker Google-oversat. Mange tekniske begreber lyder helt grinagtige…”vokalen er sammenpresset” kunne være oversat lidt mere elegant… Det problem er IKKE i BEATLES FOR ALLE. Et letflydende sprog, som selv min søn gider læse :)

  6. comment-avatar
    Carl M. Nielsen7. november 2010 - 04:55

    Det er ærlig talt nedslående at støde på den bemærkning om den engelske forfatter og anmelder Ian MacDonald, at han skulle være “studenterhue belastet”. I det udtryk må der vel sagtens ligge i noget i retning af, at han kloger sig mere end han har dækning for, kaster sig ud i pseudo-intellektuelle eskapader eller lignende. Eller simpelthen at han skulle være en bedrevidende smartpisser.

    Intet kunne være mere uretfærdigt. Bemærkningen er hæftet på bogen “Revolution i Hovedet”. Både den og MacDonalds andet væk om 60′ernes musik, “The Peoples Music”, som desværre ikke foreligger i dansk oversættelse, har sit primære fokus på forskelle mellem dengang og nu. MacDonald er beundringsværdigt indsigtsfuld.

    Endvidere har han efter alt at dømme været et både følsomt og sårbart gemyt. Han endte nemlig med at begå selvmord. Det virker ærlig talt ikke som et menneske, der har siddet i sit elfenbenstårn og bare været optaget af, at fremstå som klog. At manden faktisk havde en kolossal viden og indsigt, bør vel ikke lægges ham til last, som om det var en forbrydelse at vide, hvad man snakker ham. At han var en begavet skribent, er vel udelukkende noget positivt og rosværdigt.

    MacDonald fortjener en retfærdig fremstilling. Den kunne f.eks. lyde som følger:

    Sjælen, der blev væk

    “Hvis den konsekvente mangel på inderlighed i moderne dansemusik foruroliger popmusikkens knap så unge lyttere, så er kulturen selv måske blevet en klods om benet, som fremtiden er bedre tjent med at være foruden”.
    - Ian MacDonald

    Den engelske forfatter Ian MacDonald har i en række bøger og artikler, der overvejende handler om 60′ernes musik, udfoldet dybdegående analyser af musikkens storhed i 60′erne og forfald sidenhen. Han hævder, at noget er gået galt. MacDonald må åbenbart have ment, at det var gået helt galt i fuldstændig ubærlig grad. I hvert begik han for et par år siden selvmord. Dermed mistede musikjournalistikken sin sidste sandruelige stemme. Som den eneste sagde han det, de andre ikke siger. Pressen i almindelighed slutter op om branchen. Showet skal køre videre. Der står jo mange, mange penge på spil. Følgelig spyttes en uendelighed af nyheder ud, og alle tidsskrifterne udråber med jævne mellemrum den ene eller anden til at være et mesterværk, som om den havde sand gyldighed. Naturligvis ved alle, at det er løgn. Men det går det ikke an at indrømme offentligt. Som den eneste skar MacDonald igennem alt dette og slog fast, at de egentlige plader forlængst er lavet. Ikke bare som en påstand. Han var utrolig vidende og indsigtsfuld, og påpegede en masse faktorer, der dårligt lader sig bortforklare. Når man ser på hans påpegen rene fakta og hans yderst velargumenterede redegørelser, kan man ikke andet end blive bekymret. Hvad er der sket med vores verden? Er det hele endt i døde velklange, og er hele samfundet udartet på en lignende måde? Selvrealiseringskurser, der blot er en række tricks til at opnå sine ønsker, men intet har med åndeliggørelse at skaffe. Er vi allesammen kommet væk fra sjælen, så den for de fleste nutidsmennesker er noget, der rammer os som fremmed og uvant fra gamle plader, bøger og film? En rystende tanke!

    I “Rolling Stone Illustrated History Of Rock” går et af kapitlerne ind på en vurdering af “Piper At The Gates Of Dawn”, hvor man fremhæver pladens nyskabende iderigdom, og den måde projektet kombinerer en høj kunstnerisk integritet med en barnligt fanden-i-voldsk legesyge. Det opsummerer derefter kort og præcist Pink Floyds videre historie med ordene: “Da Syd Barrett forlod gruppen, tog han sin humor og galskab med sig.” Så kort kan det faktisk siges. Men MacDonald vil mere end blot konstatere denne kendsgerning. Derfor går han mere omstændigt til værks.

    Den pointe, at en i bund og grund kedelig og trist musik har opnået en næsten religiøs status, fremgår ikke uden videre af den blotte erklæring, at det naturligvis er “Piper At The Gates Of Dawn”, der er det egentlige Pink Floyd, det, der faktisk tæller og gælder, mens resten blot er Roger Waters’ jamrende selvterapi. Men hvorfor har så mange mennesker udvist så stor begejstring over for dette? Hvorfor oplever mange, at en hemmelig sandhed forkyndes, når de hører om en kedelig mands kedelige problemer iklædt en bedrøvelig og humorforladt musik? MacDonalds svar er lige så præcist som bemærkningen om Syd Barretts retræte: det ramte tiden med stor præcision, og blev derved i næsten sgt. pepper’sk grad dens stemme.

    Tiden og tidens musik står altid i et nært forhold til hinanden. Derfor er sagen i grunden ganske enkel. MacDonalds tilbagevendende pointe er, at hvis trist musik bliver populært, så er det fordi det modsvarer en trist tid. Hvis underlødig musik bliver populært, så er det fordi, at det modsvarer en underlødig tid. Og så fremdeles. Forholdet er altid gensidigt afspejlende. Enklest udtrykt: lortemusik til lortetider.

    MacDonalds skrivemåde er altid præget af stor viden og indsigt. Derimod er det relativt sjældent, at han lægger synderlig megen humor for dagen. Men i sin omtale af minimalismen er han hylende morsom omend på en lettere ondsindet vis. (“Blip-blip-blip fortsætter det i en uendelighed, som en rumlende fabrik, der nynner sine ikke-menneskelige maskinhymner”. “Trods det musikalske materiales barnlige banalitet og tyndbenede enkelhed, er der ingen grænser for hvor stor betydning og værdi komponisterne selv mener deres værker har”. “I deres unge dage erklærede de minimalistiske komponister med stolthed, at deres musik ikke betød noget. Men efterhånden som tiderne og jobmulighederne har ændret sig, har de fået travlt med at udvikle en hel ideologi, der antageligt skulle komme til udtryk i deres kompositioner”. “Det lader sig nu engang ikke gøre, på en og samme tid at slå hjernen fra og overveje vigtige spørgsmål”. “Der gives større trusler mod civilisationen end minimalisme. Måske er det bedre at være forvoksede børn end undersætsige voksne”. “Det er jo ganske harmløst. Det var trods alt ikke en flok evnesvage, der opfandt atombomben”. “Sandheden er, at minimalisme er den lidenskabsløse, kønsløse og følelsesforladte underlægningsmusik til maskinalderens trætte ligegyldighed og eliminering af menneskelig personlighed”. ) Man kan ikke andet end more sig.

    Det spørgsmål, der bliver tilbage, er naturligvis om denne vurdering er retfærdig. Trods det muntert sprudlende vid virker MacDonald i sin hånlige afvisning af fænomenet næsten perfid. Er minimalismen virkelig så komplet kunstnerisk uforsvarlig og endog fordummende for lytteren? Er det virkelig utænkeligt, at Philip Glass kunne være lige så inderligt oprigtig og velmenende
    som f.eks. Beatles var i deres bedste stunder?

    Forholdet mellem tid og musik, eller om man vil: musikken som tidsåndens stemme, som MacDonald argumenterer for i forbindelse med både Floyd og Glass tages atter op i et kapitel om techno/dance, hvor MacDonald anmelder compilationen “Machine Soul”. Oversat til dansk bliver opsamlingens navn til “maskinsjæl”. Alene den titel må have fået Macdonald til at se rødt.

    Men hvad skal man egentlig mene om elektronisk musik? Kan de nye muligheder synthezeiser, sampler, computer og sequenzer giver ikke bruges på en spændende og kreativ måde? Ligger det ikke i ganske naturlig forlængelse af de studieeksperimenter netop de store 60′er grupper foretog? Kan man overhovedet tale om stil over for noget, der i langt højere grad er en arbejdsmetode end en genre? Og som arbejdsmetode betragtet: er det så ikke vigtigere hvad der kommer ud af højtaleren end hvordan det er lavet? Hvordan skal man overhovedet defineree elektronisk musik? Var sådan noget i sin tid som spilledåser, selvspillende klaverer m.v. ikke en form for tidlig techno? Alle disse spørgsmål bliver grundigt og samvittighedsfuldt behandlet i MacDonalds artikkel.

    Brian Eno har fremført den tankevækkende ytring, at al indspillet musik er elektronisk musik. Da det er en mekanisk gengivelse, er det dybest set også techno. Det handler ikke om hvor meget signalet er bearbejdet. Selve den mekaniske gengivelse er en manipulation. At man med godt optager- og afspilningsudstyr kan indfange et menneskes stemme, så ingen kan høre forskel, frem for tilfælde hvor man bevidst gengiver den stærkt forvrænget/bearbejdet gør ingen forskel. Selve det at stemmen kommer fra en maskine frem for menneskets strube er en manipulation. Forfølger man denne tanke videre, kunne man måske oven i købet mene, at det stærkt bearbejdede signal er ærligere. Det står ved hvad det er, giver ikke en falsk illusion om, at der står en levende sanger inde i ens dagligstue. En grammofon er ikke en varm linie til en orkesterforening, hvor man hidkalder musikere, der kommer farende ind i ens hjem og stiller deres instrumenter op. Det lyder bare sådan. Altså en manipulation, en forfalskning.

    Det er en kendt sag, at frem til og med 50′erne blev plademediet regnet for noget underlegent. Den “rigtige” musik var noget, man mødte i koncertoplevelsen. Det er ironisk at en mand som Sonny Rollins, der har efterladt sig så mesterlige albums som “Saxophone Collosus” og “Way Out West”, ikke havde noget synderligt til overs for plademediet, men anså plader for blot at være koncertreklamer.

    Det var netop i MacDonalds højt priste 60′ere, at plademediet blev en selvstændig kunstart, et medie, der lige så lidt kunne sammenlignes direkte med koncerter, som man uden videre kan sætte film og teater over for hinanden. Pladen blev sin egen institution med sine egne muligheder og begrænsninger. Deraf fulgte også, at den begyndte at gøre ting, der ikke kunne lade sig gøre i en koncertsal, at den bevægede sig væk fra den naturtro gengivelse i retning af langt mere bearbejdede signaler og lyde. Dette er ikke mindst Beatlesplader som “Revolver” og “Sgt. Pepper” tydelige eksempler på.

    Når man anskuer dette i lyset af Enos betragtning, må man sige, at plademediet foldede sig ud, som det, det hele tiden dybest set havde været, men hidtil ikke stået ved, at det var. I forlængelse af dette kan man så mene, at den absolutte mekanisering er den eneste fuldgyldigt konsekvens. Altså: musikere kan høres i koncertsale, mens maskinerne har overtaget pladeproduktionen. Det synes at være en logisk og sammenhængende udvikling, der fører historien netop derhen, hvor den fra starten pegede.

    Men man må også modsat spørge efter mening og hensigt. Er det i sig selv et ideelt mål for plademediet at fuldende en forvandling fra optaget koncert til spilledåse, bare fordi det er en logisk sammenhængende bevægelse?

    Hvis den reelle mening med en pladeudgivelse er, at den skal fryde en potentiel lytter, forekommer det urimeligt at tyrannisere pladekøberne med en udvikling, der nødvendigvis må være rigtig, fordi den hænger godt sammen. Den kan hænge nok så godt sammen. Hvis den ikke gør nogen gladere, er den ikke desto mindre forkert.

    Enos bemærkning om at al plademusik er elektronisk, kan læses i noterne til udgivelsen “OHM – The Early Gurus Of Electronic Music”. Denne ville MacDonald formodentlig have haft større sympati for end “Machine Soul”, som får det glatte lag i “The Peoples Music”. Monoton og enerverende maskinmusik, der illustrerer en iskold sjælløshed og fuldstændig fravær af kunstnerisk ansvarlighed på en opsamling med inkompetente noter, skrevet af folk, der ved for lidt, remser en masse navne op, men mangler historisk perspektiv og konsekvens. “OHM – The Early Gurus Of Electronic Music” ville ikke med rette kunne vurderes helt på samme måde. Dels har den det historiske perspektiv, MacDonald efterlyser. Dels fremviser den en række spændende og bemærkelsesværdige resultater. En anmelder skrev begejstret: “Glem alt om technotrance og andre nyere fænomener. Her er den elektroniske musik, der virkelig batter noget.”(1) Om MacDonald ville være enig er svært at sige, men jeg tænker, at i det mindste dele af udgivelsen ville have påkaldt hans opmærksomhed. Nok mest de ældre dele. Sagen er nemlig den, at det er i de tidlige bestræbelser, man for alvor sporer legelyst, kreativitet og udforskning af muligheder. Efterhånden som man finder ud af, hvad der lader sig gøre, synes produkterne mere og mere at stivne i en statisk form, der ikke rigtig kommer nogen vegne. Det er derfor oplagt at høre “Machine Soul” som en fortsættelse af “OHM – The Early Gurus Of Electronic Music”. At se de to udgivelser i sammenhæng perspektiverer i høj grad, så man ikke kan andet end give MacDonald ret i, at “engang spillede menneskene på maskinerne. Nu er det maskinerne, der spiller på menneskene”, og at “efterhånden som udstyret er blevet bedre, er kreativiteten blevet tilsvarende ringere”.

    Noget lignende kan konstateres inden for Beatles-universets egne rammer. George Harrisons “Electronic Sounds” fra 1969 kunne sådan set lige så godt være lavet i går. Hvad senere bestræbelser inden for electronica og det, der ligner har kunne tilføje, er minimalt.

    Netop når man husker på, hvor enorm udviklingen af nyt apperatur har været, er det besynderligt, at forskellen ikke er større. Det man kan være forvisset om er, at det har været en mere krævende proces at gøre det dengang. Alle de opfindelser, der kom i de efterfølgende 30 år, måtte George klare sig uden. Hvordan han har båret sig ad vil fra et nutidigt synspunkt være lidt af en gåde. Det har givetvis været besværligt og omstændigt. Det er det ikke at lave et tilsvarende produkt i dag. Nogle computerprogrammer kan omtrent gøre det selv med et minimalt indskud af menneskeligt initiativ. At ville kalde dette fremskridtsorienteret udvikling svarer nogenlunde til at hævde, at Leonardo Da Vinci og William Shakespeare har været snotdumme, dybt primitive eksistenser fordi de ikke vidste, hvad en kaffemaskine er for noget, hvilket jo selv den mest uoplyste ved i dag. At betragtningen er forkert, siger sig selv. Man må snarere lige omvendt sige, at det, der er lavet uden moderne hjælpemidler, fortjener mere respekt, end det, der takket være nye muligheder, er blevet langt lettere. George Harrison havde ikke noget computerprogram at benytte sig af. Hver eneste lydmanipulation har krævet arbejde og præcicionsindstilling af en mængde i dag overflødigt udstyr.

    Men alle de nye opfindelser må da kunne et eller andet. Noget mere end bare at lette arbejdsprocessen og skabe genveje til at gøre det samme som for 40 år siden. Det er, hvad man helt automatisk tænker. Kan alle disse vidundermaskiner slet ikke bruges til noget helt nyt, aldrig før hørt? Hele ens organisme rejser sig spontant i protest mod en udvikling, som i bund og grund bare laver kaffemaskiner, der gør det stadig lettere og hurtigere at få brygget en kandefuld. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger man. Højt uddannede teknikere kan da ikke spilde deres tid på en så ligegyldig måde. Der må være en uendelig verden af helt nye, uopdagede muligheder, synes man.

    Dette er netop en af de rystende pointer. Hvem som helst kan med selv de billigste modeller på markedet fabrikere et produkt, der lyder af noget, som “et eller andet”. Det er naturligvis dette, der mere end noget andet foruroliger MacDonald. Han ser – med rette! – et talentløshedens demokrati, hvor musikbranchen bliver én stor amatørernes aften.

    Men naturligvis er billedet ikke helt så entydigt. Den såkaldte lo-fi bølge må betragtes som en modbevægelse, som et opgør med maskinerne. Men hvad er så lo-fi for noget. Det er kortest sagt primitive indspilninger, med demonstrativt dårlig lyd. Det er klart, at det har en forbindelseslinie tilbage til 60′erne og hipie-kollektivernes akustiske guitarer. Men også dette er musik fra amatørernes soveværelser. Ligesom den teknologiske udvikling har gjort computere til hver mands eje, har den også gjort det muligt selv for arbejdsløse at anskaffe en firespors båndoptager. Tænd for den og hak løs på din guitar. Denne romantiserende idé om, at kunne finde tilbage til en ægte og menneskelig musik er imidlertid et falsum. Det er en sværmerisk drøm om, at kunne forandre noget, bare ved at fabrikere noget andet i soveværelset. Men produktet er som regel stort set lige så ligegyldigt og uinteressant som de pendanter, der fremstilles på en computer. Sagen er i al sin enkelhed, at ingen gider at høre det. De har alle sammen travlt med at lave deres eget produkt. At sondre i forhold til hvor højteknologisk eller modsat lavteknologisk produktet er, glipper den egentlige pointe. Sagen er i al sin enkelhed den, at alle har travlt med at lave deres eget lort, og derfor ikke gider at høre de andres. Det er her lo-fi bevægelsen går fejl i forhold til deres sværmen for 60′erne. Det, der skete i 60′erne, var nemlig at musik blev en forenende faktor, noget man kunne mødes omkring. I og omkring musikken opstod der et fællesskab. Den uendelige strøm af soveværelsesplader er lige modsat udtryk for en ekstrem individualisering , hvor i virkeligheden ingen har lyst til at høre på andet end sig selv.

    Hvad stiller man op over for alt dette uvæsen? Det nytter ikke, at melde sig på soveværelsesfronten og tage del i talentløshedens demokrati. Det er naivt sværmeri at tro, man alene ved sin utilfredshed med andres produkter kan ændre noget, ved at sige: “nu skal i høre hvordan det skal gøres”. Man kan tage konsekvensen af udviklingen, og lave sine egne ting bare for at få ny musik, man kan holde ud at høre på. Men at benytte sig af de mange tilgængelige distributionskanaler er en frygtelig fejltagelse. Det er at belaste det i forvejen overmættede marked med endnu et overflødigt produkt. At ville påvirke udviklingen med sin heroiske indsats er sværmeri. Det var noget man kunne i 50′erne og 60′erne. I dag kan man blot bidrage til overmætningen af et allerede ekstremt overmættet marked. – Eller lade være! dette er faktisk det mest heroiske, der er at stille op: modstå fristelsen til også at ville se sit navn på hylsteret til en cd. At bekæmpe den narcissistiske impuls til at kunne smigre sin forfængelighed med at sige: “Jeg har lavet en plade”, er det bedste man kan gøre for menneskeheden. Ja – det er faktisk den eneste position, der gives uden for talentløshedens demokrati.

    På den anden side vil jeg ikke anbefale, at følge MacDonalds eksempel og begå selvmord. At tidens forfald blev ham for meget, forstår man kun alt for godt. Men der må være en anden udvej.

    “Mens jeg stod i mit køkken og var ved at lave en kop the, kom jeg til at kigge ud ad vinduet. Fik øje på naturen. I et kort svimlende øjeblik forekom det mig helt fantastisk. Livet tog form af noget stort og smukt. Meningsfylde! En kynisk postmoderne tænkning, der hylder meningsløseheden og betragter fraværet af sandhed som den eneste sandhed, ville kalde dette magiske øjeblik ‘fantasteri’. Den vil hævde, at det intet havde med virkeligheden at gøre. Men dersom vi altid kunne se verden med de øjne, ville det være virkeligheden.”
    - Ian MacDonald

  7. comment-avatar
    Stig Mikkelsen16. maj 2011 - 22:40

    Kære Carl M…sikken en udladning.
    Jeg synes bare det er trist at man ikke gider/evner at oversætte bogen ordentligt. Forbløffende mange steder med “direkte” oversættelser, der virker totalt meningsløse.
    Det er for mig svært at vurdere (da jeg ikke har læst den engelske udagve) om han er så stiv sprogligt som det fornemmes

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top