Belli genfortæller sit liv – igen

Peter Belli har levet et liv af den slags, der kan laves film over. Den har vi endnu til gode. Til gengæld har vi nu to bøger om hans “enestående liv” for nu at citere titlen på den netop udkomne. Den er som den foregående, fra 1999, “skrevet” af ham selv. D.v.s. fortalt til en journalist, der så skriver historien ud i jeg-form.

Det er en metode, som både kan give nærvær og personlighed. Ofte er der imidlertid tale om en konstruktion, fordi talesprog jo ikke er det samme som skriftsprog. Netop den problemstilling gør, at den slags bøger tit bliver en utilfredsstillende mellemting. Den nye Belli-bog er – desværre – ingen undtagelse. Den er pludrende, udpenslet uden at man egentlig får meget at vide. Eller rettere: Vi får både for meget og for lidt at vide. Fra hans knuste overarmsknogle via selvmordsforsøg til problemet med fruens selvsiddende strømper ved hofballet. Det vægtes lige meget.

Ydermere er den kronologisk uigennemskueligt og ulogisk opbygget. Hulter til bulter, indfald på indfald, så begivenheder og (for)navne først introduceres og så går der et betragteligt antal sider, før de bliver forklaret.

Man skal kunne sin Peter Belli og mellemregningerne i historien for ikke at blive hægtet af. F.eks. introduceres i starten en Poul Martin, som først langt senere får et efternavn og en funktion som Poul Martin Bonde, Bellis producer og sparringspartner. Endelig er der en række gentagelser, som man ved almindelig redaktionel snilde kunne have luget ud. Hele to gange, side 20 og 70, får vi f.eks. udførligt at vide, at hans (hårdtslående) mor fik en betydelig arv og en formynder til at administrere den.

At bogen så er sammenskrevet af et menneske, der ikke kender sin musikhistorie, hører bare med i billedet. Hun får Van Morrison til at have været med i The Animals, kan ikke stave til titlen på albummet Talisman og kunne godt have fortalt os, at “en ven der hed” Jørgen Krabbenhøft ikke kun var kammerat med hovedpersonen, men sanger i The Hitmakers, rivaler til Les Rivals.

Det er ikke til at vide, hvorfor bogen er blevet sådan, men det er en skam, at Peter Belli åbenbart ikke ønsker sig en gennemskrevet biografi med øjenvidner, en bog, der kan sætte hans unikke personlighed og musik i relief. Gøre ham til det originale stykke samtidshistorie, han er. Istedet stiller han sig tilfreds med en udvidet genopførelse af 1999-bogen ‘Jeg er som jeg er’. Omvendt ligger der så nu et fint stykke research til den biografi, der da engang må komme.

En del af forklaringen skal måske søges i, at han kun har tillid til June (og Gud). Han har gennem årene følt sig udnyttet af folk. Han kalder dem igler: “Jeg kan få kvalme af at tænke på det…hold kæft, hvor er der mange folk, der har suget penge og blod ud af mig.” Han vil med andre ord omsider have kontrol. Den indebærer også, at han uimodsagt får lov at sværte andre folk til som “jordens dummeste svin” og “røvhuller”. Hans verden er sort-hvid. Det kunne have været spændende at se ham få den udfordret. Jeg tror, han ville have kunnet holde til det. Og fået en bedre bog ud af det.

Det er ikke det samme som, at der ikke er noget at hente her. Der er indlevede skildringer af den tidlige barndom med en hårdtslående mor, rørende kærlighedserklæringer til June (og børnene), hendes mor og hele den fremmedartede gøglerkultur, han fik med i medgift og blev dus med, da han mødte sit livs elskede. At han har kigget dybt i både raflebægeret, ølglasset og selvmedlidenheden lægges der heller ikke skjul på, men hvor savner man dog Junes stemme.

Tiden med Les Rivals og Hit House virker stadig som de bedste år af hans musikerliv, men er beskrevet sært opsplittet og med den distance, der kommer af ikke at sætte historien op imod tiden. Men hans omstillingsparathed fra en engelsksproget ungdomsrebel, der med egne ord ikke forstod et suk af, hvad han sang, og til formidler af Thøger Olesens tekster er godt og troværdigt skildret.

Generelt står der forbløffende lidt om selve musikken, dens magt og magi. Og hans afhængighed af den. Måske fordi Belli er så instinktiv en sanger, at han ikke gør sig så mange tanker om den, medmindre han bliver presset til at gøre det. Sådan en slags bog er det, som allerede antydet, ikke.

Men Et enestående liv er grafisk indbydende, i et beskåret lp-format, med en kavalkade af godt valgte billeder. Både private og professionelle, og mange af de sidste har ikke været fremme i dagslyset længe. Netop derfor kunne det have været passende med billedtekster og behørige fotografkrediteringer, ligesom et indeks havde været gavnligt, når nu bogen er konciperet, så den – frustrerende nok – kun alt for godt lever op til navnet på det forlag, der har udsendt den.

Peter Belli (fortalt til Ditte Okman Woodhouse): Et enestående liv – min rejse fortalt i billeder. 223 sider. Vejledende pris: kr. 299,95. Turbulenz.

Illustration: Bogforsiden med foto af Johnny Bonne.