Billy Joel langt fra kampformen

Det er altid et sandhedens øjeblik at gense sine gamle helte i den forfatning, tiden nu engang har bragt dem i. Et af mit livs største koncerter var med Billy Joel i Frankfurt i 1987. Han var på toppen af sin karriere.

Det var han ikke, da han i 2008 var med til at lukke og slukke det Shea Stadium, hvor han i sin tid havde set The Beatles og var blevet overbevist om, hvor hans fremtid lå.

2008-showet var del af en dokumentarfilm sidste år, og nu er det del af cd/dvd’en Live At Shea Stadion.

Joel er storsvedende fra første takt og virker langt fra kampformen. Han har problemer med at bevæge sig, men kan stadig storspille klaver med sine i v irkeligheden alt for små buttede fingre. Til gengæld har han ikke vejr til at synge sine bedste sange. Derfor er der kun medtaget et nummer fra Innocent Man. Og ingen ‘Just The Way You Are’. Og derfor bliver der ingen nuancer i ‘Scenes From An Italian Restaurant.’

Med til at hylde sig har han som gæster inviteret en række koryfæer, som alle er i langt bedre form end værten. Bortset fra at Tony Bennett oversynger sine vers i ‘New York State Of Mind’, gør han en imponerende figur.

Det samme gør både John Mellemcamp og Roger Daltrey på hhv. ‘Pink Houses’ og ‘My Generation’. Mens de er på, ved Billy Joel ikke helt, hvad han skal gøre af sig selv. Måske har meningen været, at de skulle have sunget duet. Helt tragikomisk bliver det, da Paul McCartney fornærmende frisk entrer scenen, stjæler den og giver ‘I Saw Her Standing There’ og ‘Let It Be’.

Under afsyngningen af det sidste nummer sidder Joel oppe på pianoet (som han kun med besvær kunne hoppe op på) og virker helt tilovers i sit eget show. Forude venter tilsyneladende forgæves alkoholafvænninger og en vellykket operation, som sidste år gav sangeren nye hofter.

Når alt dette med ikke så lidt sorg er konstateret, skal også med, at hans band er forrygende, anført af saxofonisten Mark Rivera (også med i Frankfurt) og multiinstrumentalisten Crystal Taliefero (som har spillet med ham siden 90′erne efter først at have været hos Mellencamp). Og at stemningen er af den fejrende, selvbekræftende slags, som amerikanerne e-l-s-k-e-r, og som man skal være mere hårdhudet end denne blogger for at modstå.

Alt i alt en udgivelse, som har sine øjeblikke, men hvis berettigelse desværre er lidt svær at forstå, medmindre den er ment som en nekrolog i utide. Og det er den nok ikke…

Billy Joel: Live At Shea Stadium. Sony.