Blev Reimer Bo ofret?

4 Comments

Her til lands har vi altid haft det svært med folk, der synes, de selv er gode og alle pengene værd. Faktisk har en hel avis, Ekstra Bladet, som del af sit journalistiske DNA misundelse på andres vegne. At DR også har det, kommer bag på mig. Men det er, hvad man fristes til at udlede efter at det her i eftermiddag blev meddelt, at 21 Søndags vært Reimer Bo Christensen er blevet sat fra bestillingen.

Årsagen er angiveligt, at Reimer Bo er blevet større end sit program, i sig selv ironisk i en branche, hvor værtsrollen er så feteret. Men som DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup siger i en officiel udtalelse: “Jeg har meget stor respekt for Reimer. Han er en knalddygtig journalist og har været en god mand for DR igennem rigtig mange år. Men vi var nået til et sted, hvor Reimers person kom til at skygge for de journalistiske historier i programmet – og det er en situation, som vi ikke kan leve med.”

Anledningen er, at DR har givet sig selv lov til at købe et såkaldt eksklusivt interview med Stein Bagger af den deltidsansatte Reimer Bos firma. Det kan man, synes jeg, vanskeligt bebrejde Reimer Bo, men det var, hvad folkestemningen alias konkurrerende journalister gjorde, da det kom frem. Oveni fik man med tilbagevirkende kraft ondt i røven over, at manden som selvstændig havde opereret som ordstyrer ved arrangementer, hvor Stein Bagger var involveret. Arrangementer, der var arrangeret af andre end Bagger, som altså ikke, som visse medier mente at vide, havde betalt Reimer Bos hyre.

Man kan mene, hvad man vil om den slags nebengesjæft, men det har alle dage været en anerkendt praksis for journalister. Og ingen har hidtil fundet på at fyre DR-stjerner af den grund.

Denne sidste del af historien er Ulrik Haagerup (eller hans ledelse) klog nok til ikke at anvende som argument for omplaceringen af Reimer Bo Christensen, men lur mig, om ikke de forsider har givet den hyperambitiøse og dygtige Haagerup ridser i lakken internt. Det er nemlig hans ansvar, at nogen overhovedet har sagt ja til at købe Bagger-interviewet af Reimer Bo. Det medgiver Haagerup da også i pressemeddelelsen, og han lover, at det aldrig vil ske igen: “Nu har vi kigget hinanden i øjnene og aftalt, at det her ikke kommer til at ske igen – der skal være rene linjer.”

Men hvorfor er det lige Reimer Bo, der skal ‘fyres’? Har han ikke holdt rene linjer? Hvad har han gjort, som er ulovligt? Selv forstår han det ikke. Gør du?

Imens breder den uskønne ramme stank af reddet røv sig.

Og i DR’s øvre ledelseslag er de gået gang med deres yndlingsdisciplin: At få aben placeret.

Pressefoto: Agnete Schlichtkrull/DR

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

4 Comments

  1. comment-avatar
    Søren Boje Mortensen27. maj 2010 - 12:59

    Ja, det er en interessant sag der kommer frem her. Jeg vil dog sige, som lægmand angående hvad der er normalt i journalist kredse i DR og omegn, at det ser for smart ud at være på en 2 årig kontrakt med en arbejdsgiver og samtidig sælge fra sit eget selskab ydelser som nærmest er identiske med det man leverer under sin kontrakt. Alle andre steder var det aldrig gået og der ville man også kræve en vis egen justits fra Reimer selv. Det er simpelthen for smart. MEN, til Reimers forsvar kan det jo fremføres at sådan har man altid gjort og med hans mange år på set det kan der jo opstå en hvis fabriksblindhed. Og til slut – er hele miseren ikke simpelthen den, at det var for slapt det Reimer leverede med de 2 interviews (Zobel, Bagger)?

  2. comment-avatar
    Torben Bille27. maj 2010 - 13:00

    Jo, i hvert fald målt med det honorar, han fik for det.

  3. comment-avatar
    Claus27. maj 2010 - 13:02

    Arh Bille, nu har du vist drukket af potten. Hvis du mener, at det Reimer Bo har lavet er i orden – at han med den ene hånd får løn af DR og med den anden hiver ekstra hjem på noget han retteligt burde have ladet DR lave – så er det dig, der sidder med aben. At DR så endnu engang sjosker rundt i egen middelmådighed – det er en anden sag.

  4. comment-avatar
    Torben Bille27. maj 2010 - 13:21

    @Claus: Forstår ikke, hvad du mener. Læs, hvad jeg skriver. Det kan da aldrig være Reimer Bos ansvar som arbejdstager at gøre arbejdsgiveren opmærksom på, at de vist er ved at dumme sig. Pointen er jo netop, at DR ikke selv kunne have lavet Bagger-interviewet al den stund Reimer Bo havde indgået aftalen med Bagger allerede inden han blev deltidsansat på 21 Søndag. Ja, han gjorde tilmed sin nærmeste chef opmærksom på at han puslede med sådan et interview…

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top