Blood, Sweat & Tears genhørt

4 Comments

Efter Woodstock-festivalen gjorde så mange krav på at have været til stede under selve tilblivelsen af en af de største rockmyter, at tilskuertallet må have været hen ved fire millioner i stedet for de estimerede 400.000. Mindst ni musikere løj ikke, når de sagde, de havde været på Woodstock. De havde sågar optrådt med succes i skødet på alle rockfestivalers moder, og ville gerne tale om det, men ingen ville høre om det. Med noget, der ligner den skæbne, som blev persona non gratae til del på de manipulerede billeder fra kommunistregimer, blev David Clayton-Thomas, Jim Felder, Lew Soloff, Jerry Hyman, Bobby Colomby, Steve Katz, Dick Halligan, Fred Lipsius og Chuck Winfeldt bortraderet fra det kollektive erindringsbillede.

Blood, Sweat & Tears passede nemlig ikke ind i billedet. De var hverken hippier eller hippe, men sommeren ’69 havde faktisk tilhørt BS&T med singlerne »Spinning Wheel« og genopdagelsen af en glemt Motown-klassiker, »You’ve Made Me So Very Happy«, og i juli-august lå de tilmed nr. 1 på den amerikanske lp-hitliste – i tre uger, og dét med en musik, der tilbød al den hybrid, fusion og genremæssig forbrødring, som (rock)kritikere efterlyste og rockgrupper besang.

Men Blood, Sweat & Tears var åbenbart for meget af det gode. I 1969 kunne inkompetence forklædes som improvisation, jazz var et bandeord, og perfektion var en provokation i en tid, der var så tilbagelænet, at den hele tiden truede med at falde bagover, lissom … ikke … Og BS&T øvede sig ikke på en scene. Det havde de gjort hjemmefra. Det kunne man høre på deres andet album, som bare bar bandets navn.

Pladen starter med tværfløjte, rokokoguitar og triangel. Lokalet fyldtes med så vantro en stilhed, at man kunne høre stearinen løbe ned ad chianti-bastflaskerne. Tværfløjte var fedt nok – i teorien. Det brugte Jethro Tull jo. Men så kom blæserne. Blæserne!?! »Stop det trutteri, mand …,« lød det. »Horn, er det ikke noget, man ikke gider købe hos bageren,« fortsatte de. Og så trumfen: »Det er sgu da jazz …« Intet var mere fornærmende i det musikalske frisinds hvedebrødsdage.

Og så lignede BS&T ikke engang en pop- endsige en rockgruppe. Et anonymt sammenrend af studie- og nå, ja, jazzmusikere, den småkendte Blues Project-guitarist Steve Katz og den lidt trinde, hjulbenede og bakkenbartede (i 1969!) forsanger David Clayton-Thomas, Canadas croonende (hvide) svar på Ray Charles, som var kommet med på afbud fra først Laura Nyro – og siden Stevie Wonder!

Den første udgave af bandet havde året før, under ledelse af Al Kooper, høstet kritikerlaurbær med en formeksperimenterende debut-lp midtvejs mellem Frank Zappa og begavet radiopop, og nu fremturede de.

De kunne spille, især trommeslageren Bobby Colomby var en ørenlyst, ja, det lød, som om de havde dirigent med. Og repertoiret var mildt sagt eklektisk. Begavede, ja, tit sublime arrangementer af så forskellige melodier som Traffic’s ‘Smiling Phases’, effektiv rock på ‘More and More’, smukke ballader som Steve Katz’ ‘Sometimes in Winter’ og det hele bundet meget poetisk sammen af stykker af Erik Satie (som vi i hippieland ikke anede, hvem var).

Blood, Sweat & Tears’ bigbandrock blev den perfekte antidosis til afghanerpelse som Alrune Rod – som året efter, i Skovlundehallen, i øvrigt skulle komme til at være den stilforvirrende opvarmning til BS&T. En af de to grupper var gået forkert den aften. Vi, der blev, var ikke i tvivl.

Blood, Sweat and Tears: Blood, Sweat and Tears. Producer: James William Guercio. CBS/Sony. (blev genudsendt med bonusnumre af Mobile Fidelity Sound i 2005)

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

4 Comments

  1. comment-avatar
    Søren Eigaard15. oktober 2012 - 12:48

    B,S & T er lige præcis en af de bedste og mest undervurderede amerikanske grupper fra slutningen af 60erne, starten af 70erne. Hvis debut’en lidt for meget skulle ligne “finkultur” og vist mest var Al Koopers legeløj, blev de følgende 3 plader fortrinlige eksempler på musik, der turde være både visionær og medrivende. 2′eren er selvf’ølgelig mesterværket, 3′eren mere ordinær, ja indimellem lidt for gumpetung (udgaven af sympathy for the devil og fire and rain f.eks.), mens 4′eren nu altid har været min personlige favorit (og vist ikke ret mange andres). Det blev den sidste plade i en årrække med Clayton-Thomas og han var stærkt savnet. B,S & T holder den dag i dag.

  2. comment-avatar
    Torben Bille15. oktober 2012 - 14:41

    Søren Eigaard: Jeg melder mig i det fåtallige kor af fans af 4′eren. Go Down Gamblin, Liza Listen To Me og Cowboys and Indians er elskede numre. Bekender dog også at kunne lide perioden med Georg Wadenius.

  3. comment-avatar
    Søren Eigaard16. oktober 2012 - 10:47

    Wadenius var og er en fremragende guitarist, hvis spil gav gruppen en ny musikalsk dimension. Desværre var afløserne for Clayton-Thomas middelmådige, men heldigvis vendte han da tilbage i 76 på det glimrende album New City.

Related Articles

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top