Bob for begyndere vol. 1

70 år er så godt et tidspunkt som noget til at gøre status. Her er første halvdel en slags stifinder til Dylans plader. Man må gerne være uenig. Det er derfor Dylan ikke blev pianist for Bobby Vee, men sanger og sangskriver.

1962: Bob Dylan

En meget ung folkesanger prøver kræfter med sig selv og traditionen. Traditionen vinder. Eneste overlever: ‘Song to Woody’.

1963: The Freewheelin’ Bob Dylan

»Honey, just allow me one more chance …« synger han. Og det får han, og han griber den. Med ‘Blowin’ In The Wind’ som signatur skriver og synger Dylan sig ind i samtiden med en stemme, der klinger af fremtid. Klassikere: ‘Don’t Think Twice’ og de apokalyptiske ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ og ‘Masters Of War’.

1964: The Times They Are A-Changin’

Meget mere af samme slags, men ikke helt med samme øretæveindbydende friskhed. ‘Boots of Spanish Leather’ indvarsler en ny type kærlighedssange, hvor det, der står mellem linjerne tæller mindst lige så meget. Outsidere: ‘One Too Many Mornings’ og ‘Only A Pawn In Their Game.’

1964: Another Side Of Bob Dylan

Profetrollen passede Dylan dårligt. Eller som han synger ‘It Ain’t Me, Babe …’ Sange som ‘To Ramona’, ‘Ballad In Plain D’ og ‘My Back Pages’ bærer en plade, der ellers virker som en rasteplads. Undervurderet: ‘All I Really Want To Do.’

1965: Bringing It All Back Home

Titlen er dækkende, for det er lige hvad han gør på en plade, der burde have advaret folkemusikmenigheden om, at noget systemomstyrtende var på vej. Det er stadig en plade, der griber lytteren og holder fast. Griberedskaber: ‘Mr. Tambourineman’, ‘Maggie’s Farm’, ‘Subterranean Homesick Blues’, ‘She Belongs To’ og ‘It’s All Over Now, Baby Blue’. Og så var han endda kun lige startet.

1965: Highway 61 Revisited

Et rockchok, der stadig ikke har fortaget sig. Sange, der må have givet kollegaerne – og konkurrenterne – noget at tænke over. Med denne plade bliver rock voksen uden at miste en tøddel af ungdommens fandenivoldskhed. Landemærker: ‘Like A Rolling Stone’, ‘Ballad Of A Thin Man’, den endeløse og endeløst dragende ‘Desolation Row’ og så denne evighedstornado af en titelsang.

1966: Blonde On Blonde

Ikke så store armbevægelser, men mindst lige så stor en radius er der på dette dobbeltalbum, indspillet i Nashville, midtvejs mellem noget dengang så corny som country og så Dylans selvskabte rock. Sangene er private som den besværgende ‘Sad-Eyed Lady of the Lowlands’, men enhver med mod og hjerte kunne genkende dem og spejle sig i deres mysterier. Uundværlige: ‘Just Like A Woman,’ ‘Visions Of Johanna,’ ‘One Of Us Must Know’ og ‘Pledging My Time.’

1967: John Wesley Harding

Dylan bryder den mere eller mindre frivillige tavshed efter motorcykelulykken med en plade, der taler sagte, men indtrængende om et Amerika, der kun lever i myterne. Det sære ved sangene er, at de alligevel ender med at kommentere tiden. Atmosfæren af eftertanke og masser af tid(løshed) er noget af det vigtigste ved denne musik, hvor de bibelske hentydninger florerer uden at nogen gør særlig meget væsen af det. Pejlemærker: ‘All Along The Watchtower,’ ‘I Dreamed I Saw St. Augustine’ og ‘I’ll Be Your Baby Tonight.’

1969: Nashville Skyline

En af Dylans korteste plader (27 minutter og 10 sekunder), men en af dem med det længste liv. Dylan letter på hatten og smiler. Og sangene er i al deres ukomplicerede enkelhed nogle af hans melodisk og menneskeligt mest generøse. Stilskabere: ‘I Threw It All Away’ og ‘Lay Lady Lay’.

1970: Self Portrait

En ubegribelig, kontraktligt bestemt rodebunke, men for den tålmodige er der upolerede perler at finde, når Dylan lader sig klone som Elvis i Jim Reeves-tøj. Underfundigheder: ‘The Boxer’ og ‘I Forgot More Than You’ll Ever Know’.

1970: New Morning

Et af Dylans mest undervurderede udspil. Med urette. Titlen lover måske mere end den kan holde, men der er en egen drivkraft over denne musik, og sangene hører til hans mest musikalske. Pladen er ikke blevet dårligere af, at Dylan gik så meget i dybden med den i sine Chronicles. Udråbstegn: ‘Father Of Night’, ‘Day Of The Locusts’ og ‘If Not For You’.

1973: Pat Garrett And Billy the Kid

Få så Sam Peckinpahs western, kun lidt færre hørte dette skitseagtige soundtrack, men alle kender ‘Knockin’ On Heaven’s Door’, og kom så ikke og sig, at Dylan først blev religiøs i 80’erne.

1973: Dylan

Se under Self Portrait og træk al rosen fra.

1974: Planet Waves

Dylans genforening med The Band, som spiller med nerve og kraft. Dylan selv er lidt ved siden af som en mand, der egentlig vil det så godt, men er et andet sted. Tilbage bliver dog en række blivende Dylan-sange. Eksempler: ‘Dirge,’ ‘Forever Young’ og ‘Going Going Gone’.

1974: Before The Blood

Genforeningen blev forlænget med en turne, som ikke var dårlig, men levede i ekkoet af 1966-turen. Glædelige genhør: ‘Stage Fright,’ ‘Knockin’ On Heaven’s Door’ og ‘All Along The Watchtower.’«

1975: Blood On The Tracks

En af århundredets største oder til kærligheden og al dens (u)væsen. Dylan synger som om han omsider er befriet for berømmelsens åg og bare er et menneske, der synger til et andet menneske. Sangene er formidable, og mindet om dem intet mindre end balsamisk. Sjælesørgere: ‘Tangled Up In Blue,’ ‘Simple Twist Of Fate,’ ‘Shelter From The Storm’ og ‘Idiot Wind’.

1975: Basement Tapes

By public demand, men fem år for sent: Den korrigerede version af Dylans værkstedsarbejder med The Band under rekonvalscensperioden i Woodstock. Stor musik på jagt efter noget endnu større – en amerikanske sjæl. Åndehuller: ‘Down In The Flood,’ ‘Lo And Behold,’ ‘This Wheel’s On Fire’ og ‘Tears Of Rage.’

1976: Desire

For det meste forrygende sange, udført som om musikerne og Dylan ikke kan vente med at komme igang med den næste. Og så ind og ud af det hele, Scarlet Riveras vilde violin. Stoppesteder: ‘Hurricane,’ ‘Sara,’ ‘Isis’ og ‘One More Cup Of Coffee.’

1976: Hard Rain

Lydspor fra slutningen af Rolling Thunder Revue med næsten samme repertoire, næsten samme musikere, men en anelse mere råt for usødet – om muligt. Det regner, da de optager og det regner i sangerens hjerte. Nærværende og nervepirrende. Hudløse: ‘Shelter From The Storm’ og ‘I Threw It All Away’.

1978: Street Legal

Indspilningskvaliteten sætter ny bundrekord – de glemte at mixe pladen, men det blev dog rettet op ved cd-genudgivelsen i 2000. Sangene rangerer fra solide til smukke, og kredser – igen – om skilsmisse og ugengældte følelser, og Dylan synger som om ingen sår er lægt. Fuldtræffere: ‘Changing Of The Guards,’ ‘Is Your Love In Vain’ og ‘Senor’.

1979: Live At Budokan

Dylan i grandios koncertiscenesættelse med rock & roll-saxofon (Steve Douglas} og melodisk guitarelegance (Billy Cross). Pladen fik anmelderhug, men Dylan synger med afslappet charme som en natklubsanger og korarrangementerne foregriber den religiøse periode. Livstegn: ‘All Along The Watchtower’ og en umulig, men sjov (!) reggaeudgave af ‘Knockin’ On Heavens Door.’

1979: Slow Train Coming

»Gonna change my way of thinking, make myself a different set of rules, gonna put my good foot forward, and stop being influenced by fools,« synger Dylan og lader sig istedet inspirere af Gud. De bedste af pladens melodier overlever dens budskab, og Dylan og Dire Straits-lyden klæder hinanden. Skriftsteder: titelnummeret, ‘Gotta Serve Somebody’ og ‘Precious Angel.’

1980: Saved

Mere af samme slags, men uden Mark Knopfler og uden de gode melodier. Til gengæld masser af  missionerende selvretfærdighed. Apokryf: ‘In The Garden.’

1981: Shot Of Love

Endnu mere af samme slags. Forsonende element: ‘Every Grain Of Sand.’

1983: Infidels

Mark Knopfler returnerer, men må forlade projektet i utide. Dire Straits er nemlig blevet større end Dylan, som mister interessen for et album, der er professionelt før det er noget andet. Med Mick Taylor på guitar og reggae-tandemen Robbie Shakespeare og Sly Dunbar. ‘Jokerman’ bliver et hit. Troværdige: ‘I And I’ og ‘Sweetheart Like You’.

1984: Real live

Dylan leger mainstream rockstjerne uden hjerte. Så hellere prædikant. Undtagelse: ‘Masters Of War.’

1985: Empire Burlesque

Et måske lidt for opulent comeback i mixer-kongen Arthur Bakers regi, og selv om de ikke er mange, holder de bedste af sangene. Og musikerne spiller, som om de ikke kan holde op. I stedet for at stole på Gud, stoler Dylan nu på sig selv. Tillidsvækkere: ‘Tight Connection To My Heart,’ og ‘Something’s Burning, Baby’.

1985: Biograph

En uomgængelig retrospektiv 3cd-samling, akkompagneret af Cameron Crowes kloge essay med indbygget Dylan-interview. Det meste af, hvad man kan ønske sig, er her og lidt til. Overraskelsesmomenter: ‘Positively 4th Street’(igen!), ‘Mixed Up Confusion,’ ‘Can You Please Crawl Out Your Window’ og en tumultuarisk liveudgave af ‘Isis’.

1986: Knocked Out Loaded

Titlen siger det meste. Musikken siger resten. Somme tider kan det være svært at være Dylan-fan. Vinder på point: ‘Brownsville Station.’

1988: Dylan & The Dead

Det havde efter sigende hele livet været Jerry Garcias ønske at få Grateful Dead til at turnere som backingband for Dylan. Resultatet blev mere dødt end levende. Dementi: ‘All Along The Watchtower.’

1988: Down In The Groove

Mere nede end i stødet. Ligegyldig og ligeglad blev Dylans mellemnavne i de år. Udviklingsmulighed: ‘Silvio.’

1989: Oh, Mercy

Enter Daniel Lanois og dermed en producer, der tør sige Dylan imod. Resultatet: Bedste studiealbum i ti år. Og det lyder ovenikøbet godt. Nyklassikere: ‘Shooting Star,’ ‘Man In The Long Black Coat,’ og ‘What Was It That You Wanted.’

1990: Under The Red Sky

Exit Daniel Lanois. Enter Don Was. Dylan leger spillemand, men uden at sætte noget på spil. Et af de svageste albums. Hit: ‘Wiggle Wiggle,’ som giver navn til Big Fate Snake.

Se mere i morgen